23948sdkhjf

Linak kårer vinder i projektkonkurrence

Studerende fra Københavns Erhvervsakademi (KEA) demonstrerede innovativ brug af hæve-sænke-teknologi. Vinderprojektet var en nyfortolkning af den klassiske tremmeseng.
12 grupper af studerende fra Københavns Erhvervsakademi har siden september måned deltaget i en åben produktkonkurrence, udskrevet af Linak.

Vinderprojektet blev udpeget mandag den 21. januar, og juryen havde på forhånd udvalgt fire projekter, som alle havde svaret klart og indsigtsfuldt på oplægget og bidraget med en stærk fortælling.

De fire projekter var fordelt på to fra produktionsteknologuddannelsen samt to fra overbygningen, PBAPTI, og vinderne var at finde i sidstnævnte gruppe. Vindergruppen bestod af to deltagere, Mathias Gammelby og Tobias Freddie, som havde konstrueret ”Kombisengen” – en funktionel tremmeseng med aktuatordrevet hæve-sænkesystem. Juryen var meget begejstrede for projektet, og Thomas Koester, psykolog ved FORCE Technology, præsenterede det med følgende ord.

- Vinderforslaget tager med udgangspunkt i den klassiske danske tremmeseng til børn fat i en problematik, som ikke kun handler om at styrke komforten i forbindelse med brug af sengen; det at løfte barnet ind og ud af sengen. Det tager fat i, hvordan den tætte og intime kontakt mellem forælder og barn i forbindelse med sengelægningen kan styrkes og underbygges. Hvordan barnet kan bringes i øjenhøjde med forælderen på en komfortabel måde. Og hvordan det, når det er faldet i søvn, forsigtigt kan sænkes ned bag de beskyttende tremmer ved hjælp af en aktuator og en mekanisme.

Vigtig kombination af ergonomi og omsorg
Vinderprojektet kan siges at være baseret på erfaringer fra det virkelige liv, da både Tobias Freddie, som er far, og Mathias Gammelby, som er onkel, begge har erfaringer med, hvor fysisk hårdt det kan være at bære et barn ud og ind af en tremmeseng.

Denne udfordring står rigtig mange forældre overfor hver evig eneste dag, og gruppen fandt det derfor nærliggende at arbejde ud fra en ergonomisk behjælpelig løsning på dette problem. Samtidig fandt de det vigtigt, at man i den periode, hvor barnet har allermest brug for tryghed og nærvær, hurtigt og uproblematisk kan nå sit barn. En tankegang som juryen også gav stor ros.

- Den væsentligste begrundelse for vinderforslaget ligger i, at det går ud over det umiddelbart praktiske, arbejdsfysiologiske og komfortmæssige, som umiddelbart springer i øjnene, når der er en aktuator involveret. Det tager nemlig fat i, hvordan en aktuator kan involveres i et psykologisk tema af fundamental karakter og i en helt særlig intim kontekst. På den måde illustrerer vinderprojektet på fineste vis tendensen i brugerfokuseret innovation og design; at man bringer fokus videre fra det umiddelbart praktiske, fysiske og lægger ekstra energi i det mentale og konceptuelle, lød det fra Thomas Koester, da han præsenterede projektet.

Udbytterigt og konkret projektforløb
Ifølge vindergruppen var det en spændende opgave at skulle tænke en aktuator ind i projektet, og det var en ny oplevelse for dem, at arbejde direkte sammen med en virksomhed.

- Som PBA-PTI studerende på KEA har vi ikke været vant til at tænke et allerede velfungerende produkt ind i vores produktudvikling. Derfor var vi i begyndelsen en anelse skeptiske overfor denne udfordring. Hurtigt fandt vi dog ud af, hvor befriende det var, at have noget konkret at forholde sig til og ikke nødvendigvis været tvunget til at opfinde den dybe tallerken, siger Tobias Freddie.

Han mener også, at det har været en god motivationsfaktor at tænke på, at der kunne komme noget konkret ud af et skoleprojekt. Samtidig var det spændende at tænke på, at det udviklede produkt reelt kunne komme til at gøre hverdagen lettere for mennesker.

- Det har været virkelig sjovt at researche på mulighederne, de sikkerhedsmæssige udfordringer og gangbarheden for Kombisengen. Nu bliver det super spændende at se vores hjertebarn gennem det sidste halve år blive realiseret og testet på en måde, som rent faktisk kan medføre, at det kan blive sat i produktion, lyder det fra Tobias Freddie.

Flotte og inspirerende projekter
Foruden vinderprojektet præsenterede juryen også tre sidestillede projekter, som bød på et køkkenprojekt, et ude-serveringsmøbel samt et hæve-sænkebord med specielle features. Linak er imponeret over, hvordan de studerende har tænkt brugen af lineære aktuatorer ind i deres projekter, og den administrerende direktør i Linak Danmark, Peter Duch-Svenson, fandt stor inspiration i dagen.

- Jeg synes virkelig, at de studerende har taget opgaven til sig, og det har resulteret i nogle rigtig flotte projekter. Det, at vinderne har tænkt miljø og bæredygtighed ind i projektet, stemmer godt overens med Linaks konstante fokus på at forbedre vores grønne profil, siger han og tilføjer:

- Vi sætter stor pris på, at KEA har åbnet dørene for os, og det har stor betydning for os, at vi kan samarbejde med relevante uddannelser på den her måde. Og så har det jo også været spændende og inspirerende at se andres perspektiver på, hvordan vores lineære aktuatorer kan tænkes ind i hverdagen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085