23948sdkhjf

0104: Langsigtet uddannelsessamarbejde

Artikel fra Træ og Industri - Januar 2004

0104:Langsigtet uddannelsessamarbejde

Tekst Kaj Hansen Træ og Industri

- Konstruktørforeningen og Vitus Bering Danmark indgår samarbejdsaftale omkring efter- og videreuddannelse

Formålet med den nye aftale mellem Konstruktørforeningen og Vitus Bering Danmark er at skabe et mere langsigtet samarbejde om efteruddannelser i form af diplomuddannelser, kurser, og andre aktuelle og udviklende arrangementer.

”Vi har længe haft et samarbejde, og nu kommer det i mere formelle rammer. Det betyder en større sikkerhed for vores uddannelsestilbud fremover. Vi skal med andre ord ikke mere ud at ’handle’ hver gang, vi har planer om at udbyde et kursus,” siger faglig sekretær i Konstruktørforeningen Jacob Ravn Thomsen.

Han glæder sig over, at Konstruktørforeningen nu har en slags uddannelsesbase – og dermed ro omkring de kurser, der er omfattet af samarbejdsaftalen med Vitus Bering Danmark.

Kompetenceløft til byggebranchen
Prorektor for Bygge- og Anlægsdivisionen på Vitus Bering Danmark, Gunnar Eriksen, mener samarbejdet er vigtigt for hele branchen.

”Vi har en fælles interesse i, at de kurser vi udbyder er så relevante og målrettede som muligt. Tætte bånd til branche- og faglige organisationer omkring efter- og videreuddannelse sikrer, at medlemmernes faglige udvikling varetages bedst muligt. Konstruktørforeningen har kontakten og følingen med deres medlemmer, og kan bedre definere deres behov, så Vitus Bering kan udvikle og afvikle relevante og mere målrettede uddannelser for dem,” siger Gunnar Eriksen.

Bedre efteruddannelse øger medlemmernes jobmuligheder, og på sigt betyder det et samlet kompetenceløft for konstruktører og derved også for bygge- og anlægsbranchen.

Konstruktørforeningen har 2700 aktive medlemmer. Foreningens kurser, efter- og videreuddannelsestilbud tilbydes alle på funktionærniveau. Det vil udover konstruktørerne typisk være ingeniører og arkitekter.

Aftalen blev underskrevet den 3. december 2003.

Et tættere samarbejde mellem Konstruktørforeningen og Vitus Bering Danmark omkring kurser, efter- og videreuddannelse betyder mere målrettede uddannelsestilbud til byggebranchen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.053