0204 TA: Nyt ERFA-netværk om Lean
Artikel fra Træ og Industri februar 2004
Af branchedirektør Lasse Jensen Træets Arbejdsgiverforening
Den 9. marts 2004 slås dørene op for et nyt ERFA-netværk. Temaet er Lean Manufacturing eller på dansk Trimmet Produktion. ERFA-netværket igangsættes i forlængelse af blandt andet Træets Årsdag, som netop havde sat trimmet produktion på dagsordenen.
Det nye netværk retter sig mod ledere og projektledere, der arbejder med at gennemføre Lean metoder og holdninger i egen virksomhed. Det er i reglen ledere, som står med det daglige ansvar for at skabe forandringer, der sikrer, at virksomheden får produceret mere med færre ressourcer.
Fritz Hansen A/S er vært for det første ERFA-møde, der finder sted på virksomhedens fabrik i Allerød. Fritz Hansen er en af de møbelvirksomheder, som målrettet har arbejdet med at slanke og effektivisere produktionen, hvilket har ført til store stigninger i produktivitet og kvalitet.
For at sikre, at ERFA-netværket kommer godt fra start, så er den amerikanske Lean-konsulent Rick Harris inviteret til Danmark. Han er en af de førende udenlandske eksperter og har blandt andet en baggrund som en af de få amerikanske driftsledere, der har været ansat i japanske Toyota.
På ERFA-mødet vil Rick Harris sammen med deltagerne gennemgå produktionen hos Fritz Hansen og vise, hvor der fortsat ligger muligheder for forbedringer i den allerede højtoptimerede fabrik.
Det nye ERFA-netværk afholder fire møder om året hos en af de deltagende virksomheder på skift. Fremtidige netværksmøder gennemføres som dagsarrangementer fra kl 10.00-16.00. Opstartsmødet 9. marts bliver dog i tidsrummet kl.12.00-18.00 med efterfølgende middag på en restaurant i Allerød.
Pris for et årligt medlemskab er kr. 3.500,- Ønsker I at deltage flere personer fra samme virksomhed i netværket er prisen for efterfølgende tilmeldinger kr. 2.500,- (begge priser ekskl. moms
Tilmelding og yderligere information til ERFA-netværket sker ved at kontakte konsulent i DI, Jesper Nielsen på telefon 3377 3377 eller på e-mail: jns@di.dk.