0204 TEMA: Limtræfabrik satser på massivtræelementer til byggeri
Tema artikel om Træhusbyggeri, limtræskonstruktioner og spær fra Træ og Industri - februar 2004
Hos Annebergs Limtræ A/S er de i gang med at udvikle et nyt massivtræbyggesystem på fabrikken i Lunde i Vestjylland.
Multiplank
De nye massivtræelementer har fået navnet Multiplank på grund af deres store anvendelsesmuligheder Massivtræelementerne består af høvlede og sammenlimede granbrædder, der på fabrikken eller byggepladsen samles til yder- og indervægge. Husgavlene samles f.eks. på fabrikken og løftes på plads på byggepladsen med lastbilkranen. Elementerne samles til vægge på enkelt vis med et designbeskyttet fjer- og notsystem, der bl.a. gør, at væggene kan opbygges uden synlige spor af søm- eller skruehuller. Elementerne fremstilles i bredden 330 mm og i varierende længder alt efter behov (anvendes lodrette) .Elementtykkelsen er 65 mm. Vægtykkelsen kan variere afhængig af isoleringens tykkelse. Ved 200 mm. isolering opnås en K-værdi på 0,14.
Forsøgsbyggeri i gang.
Et forsøgsbyggeri viser, at et hus på 85 kvadratmeter kan komme under tag med yder- og indervægge incl. isolering og færdiggjort til montering af installationer på 5 arbejdsdage for to mand, når sokkel og grundinstallationer er lavet på forhånd. Huset er nøglefærdigt på 15 arbejdsdage for 2 mand. Forsøgesbyggeriet følges med målinger af fugt og bevægelser i træelementerne i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut.
Flere sommerhuse og parcelhuse er under planlægning og opførelse. Husene kan ved henvendelse til Annebergs Limtræ A/S besigtiges ligesom flere oplysninger kan indhentes. Fra 1. marts kan de nye massivtræelementer studeres nærmere på www.Annebergs-limtræ.dk under ikonet Multiplank.
Limtræbjælker og træsøjler
Annebergs Limtræ A/S hovedproduktion er rette limtræbjælker fremstillet af svenske granbrædder. Limtræproduktionen er i 1999 blevet produktcertificeret i henhold til DS/EN 386. Desuden producerer fabrikken runde træsøjler både cylindriske og koniske med forskellige kantmønstre. Max. længden er 9 meter med diameter på 90-700 mm.
Tildannelse af forskellige samlingsdetaljer er ligeledes en del af fabrikkens styrke.
Langt de fleste af fabrikkens produkter leveres med egne lastbiler.
Annebergs Limtræ A/S ledes i dag af brødrerne Frits og Christian Anneberg. I 1985 blev Frits og Christian medejere af virksomheden Annebergs Tømmerhandel A/S med flere forretninger i det vestjyske startet af deres fader Knud Anneberg. I forbindelse med et generationsskiftet i 1996 frasolgtes tømmerhandelen og de to brødre startede limtræproduktionen.