0304 TA: VIKOM-projektet - Hjælp til outsourcing
Artikel i Træ og Industri marts 2004
Udgangspunktet for dette projekt er det pres træ- og møbelbranchen i øjeblikket oplever fra eksempelvis Østeuropa. Netop dette har sat gang i mange virksomheders overvejelser om at flytte produktionen fra Danmark. Umiddelbart minder det om de krav tekstil- og metalvarein-dustrien stod overfor i slutningen af 80'erne.
Netop tekstil- og metalvareindustrien erfaring ønskes anvendt til at igangsætte den proces, der for mange virksomheder i træ- og møbelindustrien er afgørende for deres fortsatte vækst eller sågar overlevelse. Med udgangspunkt i disse erfaringer, vil op til ti pilotvirksomheder få tilført en række unikke kompetencer. Ikke mindst i forhold til at tilpasse virksomhedens struktur til den aktuelle markedssituation. Den målbare effekt af projektet er en opgradering af nøgle-personer i virksomheden, således de bliver i stand til at håndtere denne proces og tilsvarende projekter.
Udover sparring og rådgivning leveret af erfarne konsulenter fra Dansk Industri, TIC Viborg og Team2, vil de deltagende virksomheder blive inkluderet i to separate netværk.
- Et af ledere fra andre brancher, der har gennemløbet samme proces
- Et rettet eksklusivt mod de ti deltagende pilotvirksomheder.
Konkret vil hver af de deltagende virksomheder få stillet konsulent tid til en samlet værdi af DKK 300,000 til rådighed, samt erfaringer høstet af ledere inden for andre løntunge brancher. De deltagende virksomheder medfinansierer projektet med hver DKK 25.000 samt egen tid. Projektets varighed er to år.
For mere information kontakt:
Peter Helk
DI International Business Developement
telefon: 3377 3748