Omann: Vi lever i bedste velgående
Det gamle selskab er erklæret konkurs, men ejerkredsen viderefører Omann-brandet i et nyt selskab.
Det gamle selskab er ganske vist erklæret konkurs, men ifølge administrerende direktør, Ulrich Omann, lever møbel-brandet i bedste velgående. Direktøren fortæller, at han over de seneste måneder har arbejdet på en plan, der skal sikre, at virksomheden også i fremtiden kan sælge og udvikle blandt andet hæve-sænke-borde, reolsystemer og konferenceborde. Den plan er lykkedes, og i fremtiden kommer virksomhedens aktiviteter til at ske i et nyt selskab, Omann Aps, der allerede har genansat nogle af de tidligere medarbejdere.
I det nye selskab vil Ulrich Omann og de i alt otte medarbejdere koncentrere sig om udvikling og salg af møbler til det professionelle marked. Selve produktionen af kontormøbler fortsætter ikke i Omann-regi, men vil i stedet blive produceret af underleverandører i blandt andet Danmark og Tyskland.
- Vi er fulde af optimisme, hvad angår fremtiden. I det nye selskab fokuserer vi på salg og udvikling, ligesom vi også fortsat vil montere møblerne her i Ølholm for at sikre kvaliteten. Dermed kommer man også i fremtiden til at se innovative og anderledes møbelløsninger fra os, siger Ulrich Omann.
Arkitektsamarbejde er vejen frem
I 2012 indgik Omann et strategisk samarbejde med arkitektfirmaet C.F. Møller, som er et af Skandinaviens ældste og største arkitektfirmaer. Et samarbejde, som Omann også i det nye setup venter sig meget af. Resultatet af samarbejdet, et nyt fremtidsorienteret reolsystem med navnet Futurum+, er netop blevet præsenteret på messer i Norge og Sverige, senest på Stockholm Furniture Fair i sidste uge:
- Den store interesse fra messegæsterne viste os, at markedet fortsat har stor tillid til os og vores møbelløsninger. Vores nye koncept demonstrerer desuden, at Omann fortsat har en stærk berettigelse i markedet, og at vi evner at udvikle løsninger, der appellerer til det traditionelle kontor, men i særdeleshed også til det offentlige rum. Vi ser derfor fremtiden i møde med positivt sind, siger Ulrich Omann.
Han tilføjer, at der pt. er meget travlt i virksomheden, dels fordi det netop er lykkedes at få nogle store ordrer ind, og dels fordi man planlægger at introducere en række nye produkter i løbet af året.