0304: Scandinavian Furniture Fair 2004
Artikel fra Træ og Industri marts 2004
Tekst Marketingschef Niels Buhl Dansk Møbelindustri
Innovative møbler, integrerede indretningsløsninger og inspirerende tilbehør er i fokus på Danmarks største møbelbegivenhed: Scandinavian Furniture Fair 2004, der finder sted i Bella Center, København, 12.-16. maj 2004.
Ca. 300 udstillere (pr. primo marts) står klar til at præsentere møbler og boligudstyr, belysning og boligtekstiler - samt ikke at forglemme de tilbehørsdetaljer, der ofte giver en indretningsløsning prikken over i’et. Uanset om det gælder indretning af arbejdspladser, møde- og opholdslokaler eller møblering af boligens mange rum, findes der et væld af ideer og løsninger på Scandinavian Furniture Fair 2003.
Se den opdaterede udstilleroversigt på www.scandinavianfurniturefair.com
Overskuelighed
For at gøre Scandinavian Furniture Fair 2004 så overskuelig som muligt har arrangørerne nu forenklet messens layout-principper. Erfaringerne har nemlig vist, at messens besøgende foretrækker at møde udstillere af møbler, belysning, boligtilbehør m.v., der stil- og genremæssigt hører sammen, i nærheden af hinanden. Dermed bliver det langt enklere for indkøberne at finde møbler og tilbehør, der matcher indbyrdes.
I centerhallen og B-hallerne finder man sektion for møbler , tilbehør, belysning m.v. til boligen, mens
H-hallen er tyngdepunktet for designmøbler og belysning samt møbler og indretningstilbehør til både arbejdspladser og andre offentlige miljøer.
Og på Scandinavian Trade Mart - Bella Centers permanente afdeling for erhvervs- og designmøbler - står over 55 udstillere klar i deres showrooms under Scandinavian Furniture Fair 2004.
Inspirerende talks og foredrag
Scandinavian Furniture Fair er mere end en møbelmesse - den er også møbelbranchens aktuelle kompetencecenter med mulighed for tilegnelse og udveksling af faglig viden, ideer og inspiration. Det sker bl.a. via det spændende foredragsprogram, hvor der sættes fokus på en lang række af branchens aktuelle spørgsmål og udfordringer. der vil kaste lys over en af faglige foredrag vil blive og andre spændende events er under udarbejdelse. Følg med på www.scandinavianfurniturefair.com
Nomademøbler – til det moderne menneske
Det latinske ord for møbler er ”mobilia”, der udtrykker noget bevægeligt eller foranderligt. Dermed trækkes linjen helt frem til vor tid, hvor menneskets tilværelse præges af konstant bevægelighed, og som også virker ind på kravene til moderne møbler. Det har arkitekten Susse Fischer taget udgangspunkt i med sin store særudstilling ”Nomademøbler”, der præsenteres på Scandinavian Furniture Fair 2004. Hun har skabt 13 teams – hvert bestående af en kendt møbelproducent og en anerkendt designer – som alle har fået til opgave at udvikle et nyt møbel, der er flytbart, sammenklappeligt eller multifunktionelt. Særudstillingen ”Nomademøbler” med de mange spændende innovationer præsenteres i H-hallen.
Et møbel til en kendt dansker…
- begivenheden, hvor fem møbeldesignere præsenterer hver deres bud på et individuelt møbel til en kendt dansk personlighed – er nu på tredje år en af messens store begivenheder. I 2002 var den kendte dansker HKH Kronprins Frederik, og i 2003 var det politikeren Naser Khader, der blev æret med et personligt møbel. Også i 2004 vil en kendt dansker – denne gang en kvinde – være genstand for fem designeres bud på et møbel, skabt med hendes personlighed for øje. Møblet vil denne gang være af en type, som i vore dage kun sjældent ses i nye udgaver. Hvem den kendte dansker er? - ja, det afsløres på Scandinavian Furniture Fair.
Legender fylder 90
To af de helt store navne i dansk møbelkunst – møbelarkitekterne Børge Mogensen (d. 1972) og Hans J. Wegner - runder 90 år i 2004, og det markeres med særudstillinger på Scandinavian Furniture Fair 2004, der præsenterer en række af de to mestres hovedværker.
Kendt kunstner skaber installation for Montana og Djob
På Scandinavian Furniture Fair 2004 vil møbelfirmaerne Montana og Djob præsentere en installation af den internationalt kendte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Installationen vil have form af kuber på 6,32 x 6.32, x 6,32 meter, skabt af konstruktionselementer fra et systemdesign, som er under udvikling hos Montana og Djob. Installationen kan som kunstværk aflæses på utallige måder – en af dem som et udsagn til arkitekter om behov for større fleksibilitet. Dermed viderefører Montana og Djob de to firmaers tradition for samarbejde med kunstnere under møbelmesser. Efter møbelmessen er det hensigten, at installationen skal gøres tilgængelig for et bredere publikum i museumssammenhæng.
Stor interesse for Talentzonen
Talentzonen er Scandinavian Furniture Fair’s sektion for innovative design- og produktideer fra branchens underste vækstlag. Her får unge ikke-etablerede designere, designgrupper og designskoler mulighed for at præsentere deres bud på morgendagens møbler og andre indretningsgenstande. Blandt ansøgernes produkter finder man både nye ideer til møbler, belysning, accessories og tekstiler. Mange nye talenter har allerede søgt om plads på Scandinavian Furniture Fair 2004’s talentzone, heriblandt fra så fjerne steder som Spanien, Sydkorea, Rumænien og Island.