0304: Automatisering kræver klare virksomhedsstrategier
Artikel fra Træ og Industri marts 2004
En produktionsvirksomhed bør have nogle klare målsætninger, som kan bruges til at vurdere, om det er giv-tigt at foretage en fuldautomatisering eller ej. Det mente fabrikscenterchef Bo Quist Jacobsen, der er ansvar-lig for Fritz Hansens produktion af stabelstole.
”Vi har i Fritz Hansen lagt nogle strategier for, hvornår det er hensigtsmæssigt at foretage en automatisering. Blandt andet skal en investering i en automatiseringsproces generere en positiv merværdi inden for fem år, den skal forbedre arbejdsmiljøet, den skal hænge sammen med et givent kvalitetsniveau, og endelig skal den passe med tankegangen inden for lean manufacturing,” fortalte Bo Quist Jacobsen.
Konkret betyder dette, at der stilles en lang række krav til enhver automatisering: Processer skal være flek-sible og fokusere på markedsbehov, de variable omkostninger skal reduceres, gennemløbstiderne skal være hurtigere, der må ikke dannes lagre eller køtider, og de ansatte må ikke udsættes for ensidigt gentaget arbejde osv. Sammen kan punkterne skæres ned til, at kvalitetsniveauet totalbetragtet skal forbedres, omkostningerne reduceres, og arbejdsmiljøet oprustes. Harmonerer automatiseringsprocessen ikke med disse krav, bør et automatiseringsprojekt ikke iværksættes.
”På en af vores fabrikker opererer vi med små seriestørrelser. Ved at lave en analyse af denne produktions-enhed er vi kommet frem til, at det ikke er hensigtsmæssigt for os at producere selv. Derfor har vi i stedet indgået strategiske partnerskaber med virksomheder, der besidder de nødvendige kompetencer, og som gen-nem deres eksisterende produktportefølje kan producere enheder til en lavere kostpris,” fastslog Bo Quist Jacobsen i sit indlæg på TEKNIK & DATA 2004 i Odense Congress Center.
Dansk produktion
Fritz Hansen har haft gode erfaringer med sine strategier for automatiseringsprocesser. I 2001 fik virksom-heden tildelt Dansk Robot Forenings automatiseringspris med den begrundelse, at virksomheden har været med til at vise vejen for, hvordan man kan fastholde den type arbejde i Danmark. Ifølge Bo Quist Jacobsen er der dog endnu nogle led tilbage i processen, som virksomheden skal arbejde videre med.
”Det er meget vigtigt, at man også sørger for at sikre en kontinuerlig udvikling af medarbejderne. Et er at automatisere, men det er også vigtigt at få medarbejderne til at følge med. Derfor gør vi meget for at udvikle vores ansatte – blandt andet ved at få dem til at arbejde i teams og ved at sende dem på kurser,” fortalte Bo Quist Jacobsen.