23948sdkhjf

0504 TA: Oldermandskonferencen 2004

Artikel i Træ og Industri!
Af konsulent Niels-Ulrik Amdal Træets Arbejdsgiverforening

Årets Oldermandskonference blev i år afholdt i dagene 26.-27. marts 2004 på Dansk Industris kursusejendom, Gl. Vindinge. Stort set alle laug var repræsenteret, enten ved oldermanden selv eller en repræsentant.

Efter velkomsten fra TA's formand Henrik Thorlacius-Ussing fik de godt 40 deltagere en orientering om forsikringssituationen i branchen. Henrik Boysen fra Willis I/S redegjorde for TA Forsikring. Målsætningen med selskabet har været at etablere Træets egen forsikringsløsning som et alternativ til det traditionelle marked. 1. januar 2004 var der indtegnet 48 virksomheder, og forventningen er, at 85 medlemmer har tegnet forsikring inden årets udgang.

Nye uddannelser
Oldermændene fik herefter en orientering fra TA's stående udvalg. Fra uddannelsesudvalget redegjorde konsulent Niels-Ulrik Amdal for udvalgets aktiviteter. I det forgangne år har et af de væsentlige indsatsområder været at få etableret den nye uddannelse til produktionsassistent. Uddannelsen startes op til august. Lærlingen kan specialisere sig inden for produktion af henholdsvis plademøbler, massivtræsmøbler samt døre og vinduer. Uddannelsen varer mellem 1½ og 2 år, afhængig af eventuel merit.

Internationalt samarbejde
Herefter fulgte en orientering om TA's internationale engagement fra konsulent Christian J. Kofod. TA satser på to formaliserede europæiske organisationer: brancheorganisation FEMIB, inden for trævinduer og yderdøre og erhvervsorganisationen CEI-Bois, inden for træindustri.

CEI-Bois er den største og mest magtfulde europæiske træindustrielle erhvervsorganisation. Arbejdet her drejer sig især om påvirkning af den europæiske beslutningsproces. TA er repræsenteret i 3 udvalg inden for handel, teknik/miljø samt lobby.

Indførelse af smiley-ordning
Herefter informerede arbejdsmiljøkonsulent Kim Bøhmert om den nye internetportal www.reneprodukter.dk . Hjemmesiden er en portal inden for miljø, arbejdsmiljø og energi. Sitet har allerede ca. 100 besøgende om dagen. Den nye arbejdsmiljøreform blev også præsenteret for deltagerne. Reformen betyder bl.a., at det gebyrfinansierede tilsyn er ophævet, arbejdsmiljøafgiften er fjernet, adgangen til at give administrative bøder er begrænset, og kravet om en formaliseret sikkerhedsorganisation i de små virksomheder er fjernet. Herudover indføres en smiley-ordning.

Vedtægtsændringer
Efter pausen orienterede formanden om bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer. Det nye forslag fremsættes på generalforsamlingen den 10. juni. Forslaget fremsættes ud fra devisen "ét medlem, én stemme - plus én stemme for hver gang, lønsummen overstiger gennemsnitslønsummen i TA".

Formanden understregede, at den "reelle indflydelse kommer fra de mange", men at man med dette forslag "kommer de store i møde". Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at forslaget tilgodeser alle medlemmer. Forslaget startede en naturlig debat, men forslaget blev modtaget positivt og med forståelse.

Overenskomstforhandlingerne
Branchedirektør Lasse Jensen gennemgik forløbet omkring overenskomstforhandlingerne. Fleksibiliteten i overenskomsten er blevet forbedret. Nu er det muligt at indføre forsøgsordninger, der afviger fra overenskomsten inden for væsentlige områder som arbejdstid, overarbejde, samarbejde og uddannelse. Ordningerne forudsætter, at der er valgt en tillidsrepræsentant på virksomheden, men i modsætning til tidligere skal forbundet ikke længere godkende ordningen - en lokalaftale er tilstrækkelig.

Laugsstrukturen
Efter 3 timers informationsmættet oplæg holdt oldermanden for Danske Træindustrier (DTI), Oluf Hansen et muntert oplæg om DTI's historie og arbejde. Lauget har i dag godt 40 medlemmer fordelt over hele landet. Oldermanden fortalte, at lauget havde opnået stor indflydelse, og at man havde været hos miljøministeren flere gange for at drøfte branchens situation. Der var således stof til eftertanke, om den geografiske laugsstruktur, vi har i dag, er tidssvarende eller eventuelt skal erstattes eller suppleres af en brancheopdelt laugsstruktur, der har større styrke over for myndighederne.

Næste års oldermandskonference afholdes på Gl. Vindinge den 8.-9. april 2005.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063