Problemstillinger eller skrækscenarier
I lederen fra det seneste nummer af Træ og Industri vender direktøren for Træets Arbejdsgiverforening problematikken omkring industriens forudsætninger og fremtid.
I opgørelsen, der baserer sig på opgørelser fra 1997, var der i omtalen i Træ og Industri angivet to tendenser. Den ene tendens var, at beskæftigelsen var faldende i både træindustrien og i møbelindustrien, MEN at beskæftigelsen havde vist stigning i møbelindustrien i de seneste to kvartaler. Sammenligner man beskæftigelsen ved udgangen af 2002 med udgangen af 2003 i samme opgørelse, kan man knap få øje på en forskel i beskæftigelsen!
Udmeldinger om jobflugt og udflytning i pressen hænger efter min mening ikke sammen. Jeg oplever, at virksomheder, der ikke har »noget i gang« i eksempelvis Kina, ikke bliver taget for seriøse samarbejdspartnere. Jeg oplever, at personer eller institutioner, der vil skabe opmærksomhed eller forretning den ene gang efter den anden, »maler fanden« på væggen – og pressen er det villige redskab. Hvad er det, der gør, at det er nærmest umuligt at komme med den gode historie og blive hørt og komme ud med budskabet? Hvad er motivet for at tale branchen »færdig« og anvende udtryk som »solnedgangs- industri« mm.
Træ- og møbelindustrien har en omsætning på 34,5 milliarder kr. og beskæftiger direkte ca. 31.000 personer. Det er en af Danmarks store eksportindustrier. Hvorfor er der personer, der næsten føler sig kaldet til at nedgøre denne industri? Jeg er glad for at være ansat til at varetage træ- og møbelindustriens ve og vel.
Jeg er glad for at være direktør i en forening som Træets Arbejdsgiverforening, hvor bestyrelsen sætter pris på det fremadrettede arbejde, og hvor problemstillingen mere er at prioritere opgaverne og vælge ud blandt de opgaver, der skaber mest værdi for medlemmerne og branchen end at agere som bagstræber.
Træets Årsdag 2004 er et godt eksempel på, at foreningen ikke gemmer sig for problemstillingerne men tager fat om nældens rod.
Overskriften for Årsdagen er »Sæt pris på træ- og møbelindustrien«, fordi foreningen ønsker, at fokus bliver drejet væk fra dommedagsprofetier og over mod de værdier og muligheder, branchen repræsenterer.
Vi vil på Træets Årsdag konstruktivt drøfte de K2'er og muligvis også K3'er, som branchens »tilstandsrapport« måtte udvise.
Vi vil på Årsdagen drøfte og diskutere problemstillinger og ikke tegne skrækscenarier. Jeg har heller ikke tænkt mig på
baggrund af pressens skriverier at lægge mig ned og »simulere død«.
Kilde: Træ og Industri.