23948sdkhjf

Danmarks første Comil Xpress korpuspresse hos Multiform

Hos Multiform, som producerer køkkener af høj kvalitet, investerede man for et år siden i en Biesse Comil Xpress korpuspresse fra JUNGET A/S. Det er den første korpuspresse af denne type, som er leveret i Danmark. Læs artiklen fra Træ og Industri.
Tekst Kaj Hansen Træ og Industri

Kilde: Træ og Industri, Juni 2004.

Hos Multiform, som producerer køkkener af høj kvalitet, investerede man for et år siden i en Biesse Comil Xpress korpuspresse fra JUNGET A/S. Det er den første korpuspresse af denne type, som er leveret i Danmark.

”Vi havde en ældre korpuspresse”, fortæller produktionschef hos Multiform, Klavs Karlskov, ”men den kunne ikke længere leve op til de sikkerhedsmæssige krav. Desuden har vi haft en del problemer med den. Den var blevet flaskehalsen i produktionen. For når pressen ikke kører, så kommer der ingen færdige skabe ud, så pressen er en ret vigtig maskine for os. Derfor besluttede vi at investere i en ny, og valget faldt på Comil Xpress”.

Ensartet og kontinuerligt
Comil Xpress er en automatisk korpuspresse, hvor korpusdelene forsamles på maskinens oplæggerbånd foran pressen. Herefter registrerer fotoceller korpussets dimensioner, og maskinen indstilles automatisk. Pressen er udstyret med to vertikale bjælker, der indstiller sig ud fra midten, og de enkelte horisontale trykenheder kan via nc-styringen programmeres til forskellige positioner og pressecyklusser. Presset er ensartet og kontinuerligt, eftersom føringssystemet for sidetrykket og det vertikale tryk sikrer, at korpusset er rettet ind og er kvadratisk.

Mange forskellige størrelser
Før investeringen gjorde Multiform sig store overvejelser omkring kravet til en ny korpuspresse. Ifølge Klavs Karlskov var det vigtigt, at pressen var fleksibel: ”Vi producerer mange forskellige skabe i vidt forskellige størrelser. Det er yderst sjældent, at der kommer nogle, der er ens. Derfor var det vigtigt, at pressen selv kunne aflæse skabenes størrelse.”

Fordoblet produktionen
Også kapaciteten spillede en stor rolle, da Multiform gik i investeringstanker. ”Vi valgte Comil-pressen for at sikre, at der var mulighed for at ekspandere. Vi er nemlig lige startet med at eksportere til Norge og Sverige”, fortæller Klavs Karlskov ”Kapaciteten på Comil-pressen er så stor, at vi ikke kan køre den død. Den kan sagtens lave de skabe, vi har i dag. Og det skal den jo også gerne kunne om 5 år, selvom vi har fordoblet produktionen.”

Stor fleksibilitet
Multiforms nye presse er udstyret med en servomotor, som giver en meget præcis positionering og gør pressen hurtigere end en traditionel korpuspresse. Herom siger Klavs Karlskov: ”Servomotoren gør, at pressen bliver hurtigere og mere nøjagtig. Med den gamle presse kunne vi godt få nogle skabe ud, der så lidt sjove ud, fordi maskinen ikke altid kunne læse den rigtige størrelse på skabene. Der sker ikke i dag.
Ud over fleksibilitet og kapacitet indgik også størrelsen på pressen i Multiforms overvejelser. ”Fleksibilitet og kapacitet var selvfølgelig det vigtigste, men højden på maskinen betød faktisk også noget. Vores bygning er en almindelig bygning med skråtag og ikke en produktionshal med højt til loftet. Derfor skulle vi finde en maskine, som kunne være der, og det kunne Comil-pressen”.

En lille snedkervirksomhed
Maskinen blev leveret før Påske sidste år, men da maskinen skulle leveres, opstod et problem. ”Da vi skulle have leveret pressen, havde vi så travlt, at vi havde svært ved at afsætte tid til, at vores egne medarbejdere kunne få den gamle maskine ud, men så kom der bare et par montører fra Junget og hjalp os med at fjerne den gamle maskine, så vi kunne få den nye presse ind. Derfor blev pressen installeret og igangsat til tiden”, fortæller Klavs Karlskov, som er meget godt tilfreds med den service, han får hos JUNGET A/S. ”Junget har været meget engageret i projektet fra start til slut. De er gode til at sætte sig ind i vores problemstillinger og er behjælpelige med at løse dem. At investere i en korpuspresse er jo en overvejelse, man går med i et langt stykke tid, men Junget er gode til at rådgive og vejlede”, siger Klavs Karlskov og fortsætter: ”Jeg synes også, at Jungets konsulent er god til at komme og præsentere nye ting, hvis han mener, at det er noget, som jeg lige kan bruge. Det er rart, at man får lidt inspiration udefra om nye ting. Vi er meget interesseret i at få den nyeste teknik. Med vores produkt skal vi være en smule foran de andre. Det gælder også produktionsteknisk. Derfor er de fleste af vores maskiner også pc-styrede. For selvom vi jo er en lille snedkerivirksomhed, er vi nødt til at lave tingene industrielt for at holde prisen nede.”

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078