Viking Softwood investerer sig ud af krisen
Den nye ejer har efterhånden fundet fodfæste i markedet – ikke mindst takket være eksport. Og nye investeringer i produktionen skal bane vej for yderligere fremgang.
I regnskabsåret 2011/12 kom der for første gang sorte tal på bundlinjen hos virksomheden, der blandt andet fremstiller facadebeklædning og terrassebrædder i sibirisk lærk.
- Det har været noget op ad bakke i dette marked. Peder har investeret en hel del penge, men nu kan vi efterhånden sige at vi ude på den anden side, fortæller administrerende direktør Claus Biehl til Wood Supply.
Eksporten trækker læsset
Claus Biehl har en baggrund som produktionschef i Peder Skovgaards tidligere virksomhed; Jyde Port. Han blev hentet til Viking Softwood i efteråret 2009, og som direktør har han siden opbygget en organisation med en lille håndfuld ansatte, der primært henter sin omsætning uden for landets grænser:
- Vi eksporterer rigtigt meget til de øvrige lande i Norden. Vi vil gerne mere herhjemme, men det er eksporten, der trækker læsset. Herhjemme konkurrerer vi primært på prisen, hvorimod vi i fx Norge oplever, at man gerne vil betale lidt ekstra for en bedre vare. Det danske marked har ændret sig væsentligt som følge af krisen. Hvor langt de fleste trælaster tidligere bestilte til lager, holder størstedelen sig i dag til et absolut minimum, og det gør det til et vanskeligt marked at agere i, forklarer Claus Biehl.
Nye maskiner giver flere strenge at spille på
Den positive udvikling har skabt rum for nye investeringer i produktionen, hvor den eksisterende fuldautomatiske ’gade’ til terrassebrædder nu er suppleret med en ny produktionslinje bestående af en endenotningsmaskine, en vandretliggende båndsav samt en automatisk udskubber. Førstnævnte er leveret af Junget, mens Nicholaisen har leveret de to øvrige. Nicholaisen har desuden stået for at binde hele anlægget sammen på fabrikken i Hedensted, som med de nye investeringer får flere strenge at spille på:
- Der er ikke ret mange, der kan tilbyde endenoting, og vi kan nu gøre det i lange længder op til 6,3 meter. Det er vores kunder på eksportmarkederne, der har efterspurgt at få endenotet profiler, og vi har allerede leveret de første ordrer. Nu håber vi at kunne få ført noget af dette over på det danske marked, siger Claus Biehl, som dermed ser positivt på mulighederne i 2013:
- Markedet er stadig usikkert, men vi er fulde af fortrøstning. Starten på året har været fornuftig, og vi oplever stigende efterspørgsel på vores FSC-certificerede produkter, siger han.