0904 TIMI: Bordplader i ædeltræ - helt efter kundens ønske
Artikel i Træ og Industri!
Den franske producent Ravier er i forvejen kendt for de såkaldte 3-lagsplader til bl.a. køkkenlåger, og nu kan man også tilbyde et helt nyt produkt, der bliver vist frem af Riisfort A/S på TIMI-messen: Den nye pladetype hedder Square-line de Ravier, og det er navnet på de 41 mm. tykke bordplader i ædeltræ.
Pladen, der er opbygget med indlæg af 27 mm. gran og med tværgående yderlag i 7 mm. ædeltræ, har et meget eksklusivt look. Pladerne produceres i bl.a. eg, valnød, kirsebær, teak, bøg og ask, men kan også – hvis kunderne ønsker det – produceres i andre træsorter.
Riisfort A/S er eksperter i laminater og pladeprodukter til alle typer af inventaropbygning. Firmaet flyttede ved indgangen til det nye årtusinde sine lokaliteter fra Århus til Brabrand. Dermed kan man i dag tilbyde kunderne Nordeuropas største udvalg af laminater og et bredt udvalg af MDF, melamin og andre spændende pladeprodukter fordelt på ca. 6000 kvm. lagerhal. Et af produkterne hedder altså nu Square-line de Ravier.
Og så forlyder det i øvrigt fra Riisfort, at man nu også kan tilbyde individuelt producerede plader opbygget af både ædeltræ og plexiglas. Disse plader vil blive markedsført under navnet Cristal de Ravier – og det kan man også høre meget mere om på messen i Fredericia.