23948sdkhjf

Stort millionunderskud hos DLH

Faldende omsætning på de europæiske markeder og tab på ophørende aktiviteter er de væsentligste årsager til, at DLH måtte indkassere et underskud på 193 mio. kr. i 2012.
Efter to år med beskedne plusser på bundlinjen har trævarekoncernen DLH i 2012 indkasseret et stort millionunderskud.

Det netop offentliggjorte årsregnskab viser, at driftsresultatet faldt med 64 mio. kr. til -8 mio. kr., mens underskuddet efter skat lyder på -193 mio. kr., heraf -63 mio. kr. på fortsættende aktiviteter.

Årsagen til den negative udvikling er krisen i Vesteuropa, hvor DLH måtte se omsætningen falde med 19 procent. Til gengæld voksede den oversøiske Global Sales-forretning med 27 procent, og samlet set realiserede DLH en omsætning på 2.419 mio. kr. – en tilbagegang på otte procent sammenlignet med 2011.

- Som modtræk til den betydelige usikkerhed har vi fortsat indsatsen for at fokusere og forenkle DLH og skabe en omkostningseffektiv virksomhed. Det er lykkedes, og vi formåede desuden at nedbringe gælden med omkring DKK 300 mio. Vi indfriede de seneste forventninger til en EBIT-margin omkring nul, på trods af at omsætningen blev i underkanten af det forventede, siger administrerende direktør Kent Arentoft.

Han tilføjer, at frasalg af aktiviteter har bidraget positivt til likviditeten. Disse har dog samtidig medført en række større nedskrivninger og tab, som er bogført under ophørende aktiviteter.

Svært i Norden
I 2012 fortsatte den afmatning, som allerede i 2. halvår af 2011 ramte DLH’s nordiske forretningsområde. De to hovedmarkeder, Danmark (48 procent) og Sverige (45 procent) har begge oplevet en tilbagegang i efterspørgslen i både retail- og industrisegmentet.

Omsætningen i den nordiske region faldt med 22 procent til 760 mio. kr. efter et år, hvor salget blandt andet var præget af en brand hos en større leverandør med deraf følgende svigt i leverancerne.

Ledelsen besluttede i slutningen af året at integrere lagrene i Norden yderligere ved fremover at servicere det norske marked fra lagrene i Danmark og Sverige. Desuden blev det i årets løb besluttet at overføre de lagerbaserede aktiviteter i Finland til ophørende aktiviteter.

DLH afsluttede i årets løb et pilotprojekt med henblik på at reducere arbejdskapitalen i regionen. Sammen med effekterne af sidste års beslutning om at lukke to lagre i Sverige og ovennævnte beslutning om at lukke det norske lager, har dette medført en kraftig reduktion af regionens arbejdskapital målt i forhold til omsætningen.

Status quo i 2013
Med hensyn til 2013 forventer DLH, at markederne i Europa forsat vil være under pres, hvorimod der er udsigt til en vis stigning i det globale marked, specielt i Asien.

Samlet set kalkulerer ledelsen med en omsætning og EBIT-margin på niveau med 2012, og ifølge Kent Arentoft står koncernen stærkere end længe:

- I forlængelse af de gennemførte tilpasninger i de senere år har vi i dag en enkel forretnings­model baseret på lagersalg som grossist til industri og retail i Europa samt back-to-back handel i resten af verden. Vi har strømlinet hovedkvarteret og centraliseret koncernens salgssupport i Hong Kong, og med afsæt i den nye struktur vil vi skærpe vores kundefokus ved at styrke DLH’s salg og produktudbud, siger han.
Læs mere om: DLH
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093