0105: Robotanlæg skyld i dødsulykke
Artikel i Træ og Industri
Januar 2005
Det er desværre ikke første gang, at branchen bliver ramt af en tragisk dødsulykke under arbejde
med automatiske maskinanlæg. Der er derfor alt mulig grund til, at vi i branchen tager omgangen med automatiske maskinanlæg yderst alvorligt. Sammenblandingen af mennesker og automatiske maskinanlæg er simpelthen for farligt til at tage for let på sikkerheden.
Nødvendige sikkerhedssystemer
For at forhindre denne farlige sammenblanding af mennesker og maskiner, er de fleste automatiske maskinanlæg pakket ind i sikkerhedsgitre, trædemåtter og lysgitre. Det gør man selvfølgelig ikke for at genere folk, men alene for at passe på dem, så de ikke kommer til skade. Alligevel ser man desværre en gang imellem medarbejdere, der omgår disse sikkerhedssystemer og desværre også med arbejdsledernes viden om det. Hvis vi skal have løst dette problem – og det skal vi – så skal skeen i den anden hånd. Alle medarbejdere såvel som arbejdsledere, skal være helt klar over deres personlige ansvar for, at sikkerheden overholdes.
CE mærke er ingen garanti
Mange tror desværre, at et flot skinnende CE-mærke på siden af maskinen er en garanti for, at den eller et automatisk maskinanlæg er sikkert. Det er desværre ikke altid tilfældet. Et CE-mærke er kun et udtryk for, at leverandøren påberåber sig at have overholdt alle relevante EU-direktiver. Det er derfor helt afgørende, at virksomheden også selv gennemgår sikkerheden på deres maskiner, både de nye og de gamle maskiner.
Et par gode råd
Træets Arbejdsmiljøudvalg har udarbejdet en vejledningsmappe om arbejdsmiljø i træ- og møbelindustrien. I mappen er der et helt afsnit om maskinsikring, bl.a. er der færdige tjekskemaer, som virksomheden kan bruge til gennemgang af maskinernes sikkerhed. Undersøg jævnligt om maskinens sikkerhedssystemer virker. Prøv at være lidt mere nysgerrig: »Hvad nu, hvis jeg trykker på nødstoppet og derefter aktiverer fotocellen i stabelrobotten, starter robotten så?«. Provoker maskinen og se hvad der sker. Men gør det nu med en pind og ikke med hånden. Maskiner i vores branche har desværre den kedelige natur, at de ikke kan kende forskel på en træpind og en arm.