Blandt Europas bedste
Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning har netop fået guldmedalje for at være en af Europas 15 guld-certificerede klynger.
Der er store roser fra uddannelsesminister Morten Østergaard til det danske innovationsnetværk Livsstil – Bolig & Beklædning, som netop har fået en guldmedalje for at være blandt Europas allerbedste klyngeorganisationer.
EU Kommissionens kvalitetssikringssystem; ”The European Cluster Excellence Initiative (ECEI)”, skal sikre, at klyngeorganisationer er professionelle og konstant udvikler organisationen til gavn for de tilknyttede virksomheder. Derfor er mere end 300 klyngeorganisationer gennemgået med tættekam og 15 har fået en guldmedalje for at skabe ekstraordinært gode resultater.
En lille eksklusiv klub
- Vi har stor fokus på internationalisering i disse år, og derfor er vi meget stolte over guldmedaljen, som bliver en stor fordel for os. Den giver lettere adgang til dygtige internationale partnere og øger mulighederne for økonomisk støtte til projekter med stor betydning for danske virksomheder, siger direktør Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning.
Hun fortæller, at certificeringsprocessen har været meget omfattende. Repræsentanter fra ECEI-label tilbragte flere dage i januar på Innovationsnetværkets kontorer og gennemgik omhyggeligt alle arbejdsgange, dokumentationer og resultater. Klyngerne bliver bedømt på 31 forskellige områder; herunder strategi, økonomi, medlemmer, service og resultater.
- De var grundige, men det er jo også en lille eksklusiv klub, vi er landet i. Vi glæder os meget til sammen med vores virksomheder at gå ind ad alle de døre, som guldmedaljen kan åbne for os, siger Betina Simonsen.
Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning
Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning fremmer innovation i danske virksomheder ved at identificere, formidle, forankre og udvikle ny viden. Netværket er samtidig brobygger mellem virksomheder og forsknings- & vidensinstitutioner.Læs mere på www.innonetlifestyle.com