Savværk opgiver at finde dansk arbejdskraft
Slovakker er lykkelige for et arbejde til 110 kr. i timen, lyder det fra Hvalsø Savværk, som er blevet en del af debatten om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde.
Torsdag den 3. januar tonede direktør Martin Nyrop-Larsen frem på skærmen med budskabet om, at den sjællandske savværksvirksomhed ikke kunne finde danskere, som er villige til at arbejde for 110 kr. i timen.
Den arbejdsløse skolelærer, Robin Hansen, reagerede på indslaget, og dagen efter mødte han op til samtale sammen med et TV2-kamerahold. For snurrende kamera blev han tilbudt job og takkede ja. Den 28. februar bankede Robin Hansen på direktørens dør for at bede om en opsigelse – ifølge Jyllands-Posten fordi det økonomisk ikke kunne betale sig at have jobbet.
Episoden har fået Martin Nyrop-Larsen til at opgive at finde dansk arbejdskraft. I stedet vil han fremover lede efter nye medarbejdere i Slovakiet:
- Vi har opgivet at finde danskere, der vil arbejde til 110 kr. i timen. Jeg kan ringe til 30 af de ansøgere, der står på listen, og der skal nok komme en hel masse ud. Men min erfaring siger mig, at det er en ’Robin-sag’ endnu engang. Jeg vil ikke længere bruge ressourcesvage danskere, men i stedet ansætte ressourcestærke slovakker, der er dygtige og lykkelige for at have et arbejde til 110 kr. i timen, som svarer til fire gange deres løn i Slovakiet. Sådan er realiteterne blevet i Danmark, siger Martin Nyrop-Larsen til Jyllands-Posten.
Robin Hansen har ikke ønsket at kommentere sagen, som af Anne Gregersen fra 3F Roskilde-egnen betegnes som "trist". Hun mener, modsat savværks-direktøren, at der er masser af ressourcestærke arbejdsløse i området, som vil være villige til at tage jobbet.