0205 TEMA: Shaker-døre rendyrker det enkle tidløse design
Artikel i Træ og Industri
Februar 2005
Tekst Kaj Hansen Træ og Industri
Designet går perfekt i spænd med den nyeste boligarkitektur. Samtidig harmonerer det smukt med den klassiske boligstil. Med en ny serie Shaker-døre har Swedoor-Kilsgaard på bedste vis demonstreret, hvorfor 1800-tallets minimalistiske Shaker-stil stadig inspirerer arkitekter og designere over hele verden.
Shaker-stilen bygger på rene linier og enkelthed. Det samme gør de ny Shaker-døre, der er helt uden overflødige lister, udskæringer og andre unødvendige dikkedarer. Det fremherskende er det stramme, tidløse design og de usædvanligt ensartede overflader, der får dørene til at fremstå med en elegant finish.
Den enkle stil til trods baner Shaker-dørene vej for markant nytænkning og store synsmæssige forandringer i hjemmene. Ud fra fire grundmodeller kan der frit kombineres 24 forskellige døre i samme ensartede design – herunder døre med hærdet glas, der skaber spændende lysindfald fra rum til rum.
Grundmodellerne består af en glat dør og tre døre, der er opdelt i henholdsvis to, tre og fire felter. Dørene kan sættes sammen som dobbeltdøre med den stående del i halv eller hel bredde, ligesom de kan leveres som tætte døre eller glasdøre.
Der kan vælges mellem modeller i lys eg, lys birk, hvid standardfarve og ni basisfarver fra rød, mørkeblå og mellemblå til creme, grågrøn og forskellige nuancer af grå. Hertil kommer, at dørene kan fås i stort set samtlige farvenuancer på de gængse farvekort.
Muligheden for at indrette boligen med en kombination af tætte døre og glasdøre i matchende design er måske det mest unikke ved den ny dørserie. Swedoor-Kilsgaard har valgt at arbejde med tre typer hærdet glas – Klart, der giver frit kig fra rum til rum, Gotik med et uensartet, delvist gennemsigtigt mønster og Frosted, hvor man kun aner konturerne på den anden side af døren.
Shaker-dørene leveres som standard med ubehandlet fyrretræskarm og bundstykke i hårdt træ. Skal resultatet være helt perfekt, er Swedoor-Kilsgaards unikke hvide Flexkarm med gerigtsæt den ideelle løsning til hvide eller farvede døre. Til døre i eg og birk anbefales laminerede ædeltræskarme og gerigter med tilsvarende overflader.
Swedoor-Kilsgaards nye Shaker-døre forhandles af trælaster og byggemarkeder over hele landet.