"Ny næring til dansk design"
Genåbningen af Finn Juhl-salen i New York trækker tråde helt til Vestjylland. Det er nemlig Onecollection i Ringkøbing, der har stået for produktionen af borde og stole.
I sidste uge genåbnede salen, under stor bevågenhed, efter to års renoveringsarbejde – ikke mindst takket være en donation fra danske stat, som dels har ønsket at sikre det oprindelige udtryk og dels at videreføre den danske designtradition ved at præsentere moderne dansk design på denne specielle internationale scene.
Finn Juhls originale stol til de delegerede, den såkaldte ”FJ 51” fra 1951, er blevet genskabt i 260 eksemplarer til salen. Stolen er udført i valnød med uldstof af væveren Hanne Vedel i eksakt den oprindelige nuance som det fremgår af Finn Juhls over 60 år gamle materialekort. Samtidig har møbeldesigner Kasper Salto og arkitekt Thomas Sigsgaard, som vindere af kulturministeriets designkonkurrence, udviklet helt nye borde til de delegerede samt stole og bord til sekretariatet.
Næsten helt uvirkeligt
Designmøbelfirmaet Onecollection har siden 1999 produceret Finn Juhls organiske møbler fra 1940’erne og 1950’erne. I forbindelse med FN-projektet har virksomheden vist, at man ikke blot mestrer de vanskelige designrelanceringer i Ringkøbing. Onecollection har nemlig bidraget til udvikling og produktion af Salto & Sigsgaards ”Council Chair” med tilhørende borde.
- Det har været en vanvittig krævende, men også super sjov proces at skabe Salto & Sigsgaards møbler til salen. At alt er lykkedes uden fejl, virker næsten uvirkeligt. Sammen med designerne har vi hele tiden bevæget os på kanten at det mulige og søgt specielle kompetencer langvejs fra. Desuden har vi skullet arbejde under tidspres, og intet har måttet gå galt. Vi føler, at vi sammen med designerne har skabt noget stort og smukt – noget der kan få betydning for og give ny næring til dansk design i et internationalt perspektiv. Det er synd at Finn Juhl ikke oplever dette her, siger direktør Hans Henrik Sørensen, Onecollection.
Salto & Sigsgaards ”Council Chair” er en skulpturelt udformet skalstol, skabt via en patenteret 3D-teknik. Stolen er udført i eg og er indvendigt monteret med en stram organisk polstring i naturfarvet læder. Stolen bæres af et drejeligt understel i støbt aluminium.
På spørgsmålet om, hvad der er specielt dansk ved stolen, peger designerne på den lyse nordiske farve, forkærligheden til arbejdet med træ samt måden, hvorpå man forholder sig til et projekt:
- Vi bruger en masse tid på at indsamle alle mulige influenser til et projekt inden projektet får form. På den måde har vi gode chancer for at producere noget, der er anvendeligt og relevant. Desuden er der samtidig en god grund til, hvad vi gør, og det hjælper os ofte i vore diskussioner med de forskellige teams, vi skal samarbejde med. For eksempel designede vi vores sekretariatsstol med armlæn. I begyndelsen var FN meget tøvende overfor at lade medarbejdere med rang af sekretær have armlæn. Men fordi vi kunne argumentere for vore intentioner, så kom vi frem til en løsning, lyder det fra Salto & Sigsgaard.