Stark samler nye krav i nyt univers

Ønsket om at hjælpe landets håndværkere og byggebranche med at navigere i de stigende klimakrav har ledt til et nyt klimaunivers på Starks hjemmeside.
Her har byggecenterkæden samlet al viden om de skærpede krav, miljøvaredeklarationer, LCA’er og meget mere med et mål om at give håndværkere og professionelle byggefolk et værktøj, der gør det lettere at finde rundt i komplekse regler, krav og muligheder inden for grønnere byggeri.
- Vores mål er at gøre det enkelt og overskueligt for håndværkerne at få fat i den nødvendige klimaviden. Med det nye klimaunivers samler vi alt ét sted og sikrer, at man hurtigt og nemt kan finde præcis den information, man står og mangler, siger Kent Fonseca, forretningsudvikler i Stark, i en pressemeddelelse.
Opdateres løbende
Klimauniverset er bygget op som en vidensbank, hvor informationer om de nyeste krav i bygningsreglementet, specifikationer for materialer og certificeringer samt opdaterede miljøvaredeklarationer (EPD'er) bliver samlet.
Starks klimaunivers opdateres løbende med ny information, vejledninger og konkrete eksempler, når de nye krav introduceres i praksis. Indholdet vil ifølge Stark løbende blive afstemt med gældende myndighedskrav.
- Byggebranchen står midt i en stor omstilling mod mere miljøvenlige byggerier. Derfor er det vigtigt, at håndværkerne hurtigt kan finde pålidelig viden om, hvad det betyder i praksis, siger Kent Fonseca.
Det nye klimaunivers vil løbende blive udvidet med flere værktøjer og ressourcer, herunder inspirationsbrochurer, cases fra byggerier, praktiske guides og konkrete løsninger, der kan hjælpe byggebranchen med at leve op til både nuværende og kommende klimakrav.