1105 TEMA: Olie til køkkenbordplader med EU's miljøblomst
Artikel i Træ og Industri
November 2005
HydroLet er det første europæiske firma, der har udviklet og fået EU godkendt en miljøvenlig olie til behandling af køkkenbordplader.
Hos HydroLet i Ikast er de stolte af den grønne EU blomst, som de i september 2004 fik tilladelse til at sætte på deres olier HydroLet Hårdttræsolie til grundbehandling og HydroLet Satinolie til efterbehandling af køkkenbordplader. Blomsten symboliserer, at produkterne overholder en lang række både sundheds- og miljørestriktioner, som EU har sat grænserne for. Olien, som licensen er givet til, kan i øvrigt også anvendes til andre træoverflader som alternativ til lak.
- Vi er en miljøvenlig virksomhed, og vi vil også gerne producere mere miljøvenlige produkter. Netop en olie, der kan anvendes til køkkenbordplader, synes vi, er et vigtigt produkt at få miljømærket, da olien jo kommer i berøring med madvarer, fortæller producenten Lars Peter Pedersen.
At det skulle tage mere end halvandet år at få tilpasset sine olier til både industri og detailhandelen, så de kunne få Blomsten, havde han dog ikke drømt om.
- Men heldigvis lykkedes det os at ændre på sammensætningen af de vegetabilske olier og kemikalier, så forbrugerne nu kan få en olie, de kan føle sig mere trygge ved at smøre på køkkenbordpladen, fortæller han.
Ikke mærkningspligtig
HydroLet Hårdttræsolie er en specialolie til grundbehandling af massive køkkenbordplader. Olien mætter træet i dybden og giver derfor et solidt underlag inden bordpladerne efterbehandles med HydroLet Satinolie.
Olien har et højt tørstofindhold og bør valses eller svabes på.
Hårdttræsolien er fremstillet af vegetabilske oliekomponenter tilsat isoparaffiner og sikkativer. Olien har en MAL kode på kun 00-1, og et flammepunkt over 230grader C. Den er ikke mærkningspligtig efter Miljøstyrelsens regler.
Både i natur og farve
HydroLet Satinolie er udviklet til efterbehandling af køkkenbordplader. Olien giver bordpladen en silkeblød overflade og fremhæver strukturen og farvespillet i træet. Behandlingen sikrer at overfladen kan modstå vand, kaffe og andre væsker, så der ikke bliver skjolde/rande når man har spildt på bordet, også selv om der ikke straks tørres op.
Ved polering ca. 15 min. efter påføring opnår man at få en smuk silkemat overflade.
Satinolien er fremstillet af vegetabilske oliekomponenter tilsat isoparaffiner og sikkativer. Olien har et flammepunkt over 230 C, MAL koden er kun 00-1, og olien er ikke mærkningspligtig ifølge Miljøstyrelsens regler.
HydroLet Satinolie leveres i både natur og hvid.
Begge olier leveres både til industrielt brug og til detailhandel.
Til detailhandel leveres olierne i ¾ liters dåser, der kan forsynes med egen eller HydroLet etiket.
Blomsten er en vejviser for forbrugerne
HydroLets olier til køkkenbordplader er udviklet i tæt samarbejde med Miljømærkesekretariatet, der er den instans, der godkender produkterne til miljømærker.
- EU’s miljøblomst skal gøre det nemt for f.eks. forbrugerne at vælge miljøtilpassede produkter, siger Jakob Zeuthen fra Miljømærkesekretariatet, produktansvarlig for EU's miljøkriterier for maling og lak.
- Vi forsøger at sætte kravene så skrappe, at kun 1/3 af de mest miljøvenlige produkter kan få mærket. Det skal bl.a. få de øvrige producenter til at produktudvikle i en miljøvenlig retning for at få mærket. Hvert 5. år bliver kravene strammet, så de afspejler evt. nye miljøtekniske muligheder og ny lovgivning, og på den måde pushes de frivilligt til at udvikle miljøprofilen for deres produkter, fortæller han.
For at få miljøstemplet er HydroLets olie til køkkenbordplader tjekket for en række miljø- og sundhedsskadelige stoffer som f.eks., tungmetaller, konserverings- og opløsningsmidler. Derudover er der sikkerhed for, at olierne har et lavt indhold af typiske organiske opløsningsmidler.
- Miljømærket betyder, at HydroLet kan dokumentere over for kunderne, at de har et miljøvenligt produkt, slår Jakob Zeuthen fast.
Yderligere oplysninger :
HydroLet ApS Tlf.: +45 96 29 90 66
E-mail: hydro-let@mail.tele.dk