Træ i alle sorteringer i ny flagskibsbutik
I morgen den 23. november åbner byggecenterkæden Johannes Fog en ny forretning i Lyngby. 4000 m2 er den nye forretning. Lokalerne ligger på Firskovvej 20. Motorvej E47 løber nærmest ind i butikken.
- Hos Fog ved vi, at tid er altafgørende for vores kernekunder - håndværkerne, siger administrerende direktør Carsten Ludvig i en pressemeddelelse.
- Vores omdrejningspunkt har derfor været at skabe et state-of-the-art byggecenter, der ikke alene fremmer håndværkernes mulighed for at opretholde en effektiv arbejdsdag, men som også tilbyder dem bekvemmeligheden i, at de med ét stop har alt, hvad de skal bruge inden for rækkevidde, fortsætter direktøren.
Johannes Fog fortæller videre, at butikken vil være lagerførende i træ i alle sorteringer, og i bygningen er der flere etager, hvor byggematerialer til alt fra ”under terræn og op til skorstenstag” er at finde. Butikken vil have over 20.000 varenumre.
Ambitionerne i Lyngby er også i skorstenshøjde. Johannes Fog vil ikke bare være et state-of-the-art byggecenter, centret skal også binde byen sammen.
- Fog Lyngby ønsker at være en integreret del af lokalsamfundet og en institution, der binder byen sammen. Vores vision er at skabe et samlingspunkt, hvor alle – fra studerende til private gør det selv folk og professionelle håndværkere – kan få opfyldt sine behov, siger direktør Carsten Ludvig.
Således klargøres kollegieværelser til områdets studerende sammen med boldbaner på toppen af parkeringshuset, som ligger i forbindelse med den nye forretning.