23948sdkhjf

Træhusbygger skal hyre: Vinder stor ordre i feriepark

Familievirksomheden EBK Huse udvider produktionen i Slagelse med flere medarbejdere

Der er landet endnu en stor ordre på tysk hos fritidshusproducenten EBK Huse i Slagelse. 

- Vi har fået kontrakt på levering af 35 feriehuse efter tysk lavenergistandard til en ny feriepark i Bad Bevensen syd for Hamburg, fortæller Jesper Keinicke, adm. direktør i EBK Huse, i en pressemeddelelse. 

Ordren skaber også arbejdspladser i Slagelse, hvor husbyggeren har i sin fabriksproduktion.

Herfra har EBK Hhuse netop afleveret de sidste huse til en anden tysk feriepark med i alt 165 huse i Grossenbrode ved Fehmern. Det gør det muligt at udnytte kapaciteten og erfaringen fuldt ud.

- Vi leverer det første hus allerede i november måned. De resterende huse bygger vi over de næste cirka ni måneder, således at hele ferieparken er færdigbygget i 2024, oplyser Jesper Keinicke om den nye ordre.

I gang med at ansætte

- For at sikre en hurtig og kontrolleret byggeproces på byggepladsen, bliver husene produceret på fabrikken efter et nyudviklet præfabrikeret byggesystem med lukkede ydervægs- og skillevægselementer samt tagkassetter, siger Jesper Keinicke og fortsætter:

- Vi er derfor i færd med at ansætte flere medarbejdere, så vi kan udvide kapaciteten i vores produktion i Slagelse.

Efterspørgslen efter feriehuse er stigende i Tyskland, hvor et stigende antal tyskere vælger at holde ferie i hjemlandet. Og ifølge det danske konsulat i Hamborg skal al nybyggeri i Tyskland desuden opføres som lavenergi eller nulenergi i dag. Her ses Danmark i et godt lys.

- Hos EBK Huse er vi dygtige til at bygge energieffektive huse og har fokus på grønt design og øget bæredygtighed i produktionen. Derfor er det også en blåstempling af vores arbejde at få en ordre fra netop Tyskland, siger Jesper Keinicke.

EBK Huse blev grundlagt i 1976 af Erik B. Keinicke med hustruen Marianne. I dag bliver virksomheden ledet af søskendeparret Dorte og Jesper Keinicke. Siden 1987 har firmaet eksporteret sine fritids- og helårshuse til Tyskland via det tyske datterselskab EBK HAUS GmbH Bau und Vertrieb. Selskabet har udstillinger ved Berlin, i Hannover og i Schleswig Holstein.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078