Dansk træ hitter i Island
Frøslevs akustiske afdeling fortæller i en pressemeddelelse, at virksomheden har leveret 2.500 kvadratmeter perforerede træpaneler til en af Islands største banker – Landsbankinn.
- For nylig har vi stået for at levere mange perforerede paneler til Landsbankinn. Panelerne er leveret og monteret i et særligt mønster på hovedparten af de indvendige flader i domicilet, fortæller Dorthe Pedersen.
Dorte Pedersen er sælger og arkitektrådgiver hos Frøslev Træ. Hun fortæller yderligere, at træ passer særligt godt til det nordatlantiske klima og miljø, og at det vinder stadigt større udbredelse på de atlantiske øer.
- Det er godt at opleve, at man nu også indtænker træet som en vigtig spiller i større projekter i Nordatlanten. Træet har jo nogle helt unikke miljømæssige egenskaber i form af akustisk dæmpning og et varmt look, der passer godt til de mere hårde byggematerialer som beton, stål og glas, siger Dorthe Pedersen.
Det er særligt de fra naturens hånd svampemodstandsdygtige træsorter som for eksempel cedertræ, der er populære på Island. Også silikatimprægneret fyrretræ og Thermowood vinder udbredelse.
I Island bekræftes tendensen. Her Ásgeir Bachmann landechef i Bauhaus-koncernen, og han fortæller, at islændinge under normale omstændigheder er et konservativt folkefærd, men at Islændingene har taget træet til sig.
- Det islandske marked er generelt ungt i forhold til byggematerialer, og vi har nok et lidt konservativt marked herfor. Vi har en tendens til at tro, at den måde, som far eller bedstefar byggede på, er den eneste rigtige. Men vi mærker i stigende grad, at markedet er mere villigt til at innovere, når det gælder træbyggeri. Det skyldes formentlig forskning og ikke mindst, at vi får viden om de nyere træprodukter såsom ThermoWood, der både er mere miljøvenlig og samtidig kan klare det barske vejr, siger Ásgeir Bachmann