23948sdkhjf

Ikea skuffer egne forventninger til årsresultat

Bundlinjen blev over 20 pct. mindre end forventet

Ikeas omsætning er steget uafbrudt så langt øjet rækker tilbage i tiden. I det netop afsluttede regnskabsår omsatte møbelgiganten for 5,2 mia. kr. imod 4,9 mia. kr. i forrige år.

Men samtidig er Ikeas evne til at tjene penge forringet betydeligt. Trods nyt flagsskibsvarehus i København er der færre penge tilbage, når bundlinjen gøres op. I det netop afsluttede regnskabsår stod der 316 mio. kr. på bundlinjen imod 339 mio. kr. forrige år.

Ikea fremhæver den stigende omsætning, men nævner ikke den faldende indtjening i virksomhedens pressemateriale i forbindelse med torsdagens offentliggørelse af nøgletal fra 2022/23-regnskabet.

”IKEA Danmark kan i dag præsentere et nyt rekordresultat for regnskabsåret 2022/2023 til trods for, at inflation og stigende energipriser har præget detailmarkedet den seneste tid. For første gang runder virksomheden 5 mia. kr. i omsætningen,” hedder det i pressemeddelelsen fra Ikea.

Skuffer egne forventninger

Årets bundlinje på 319 mio. kr. står i skærende kontrast til regnskabet for 2021/2022. Her var det Ikeas egen forventning, at virksomheden ville kunne præsentere en bundlinje på mellem 390 og 400 mio. kr. i 2022/2023, men i stedet blev overskuddet altså omtrent 20 pct. mindre.

I stedet for de uindfriede bundlinjeforventninger fremhæver Ikea omsætningsfremgang på virksomhedens onlinesalg. Onlinesalget er steget med 7 pct. siden sidste år.

- Vores store fokus og investeringer i omnichannel har flyttet os på få år fra at være, hvad vi kalder et cash and carry koncept til i dag at være et omnichannel koncept. I dag benytter vores kunder flere salgskanaler afhængigt af situationen, udtaler Ikeas landechef Doris Lan i en pressemeddelelse.

For at imødekomme væksten i onlinesalget, fortæller Ikea, at de har åbnet et stort logistikcenter i Hedehusene, ligesom man har opjusteret antallet af medarbejdere i virksomhedens kundeservicecentre.

Dog har Ikea samlet set haft en meget beskeden nettotilgang af medarbejdere. Ikeas medarbejderstab er steget med 1 pct. i regnskabsåret, og Ikeas danske aktiviteter tæller nu 2069 medarbejdere mod 2046 året før.

Frygter ikke afmatning, men sænker priser

Trods faldet i Ikeas evne til at skabe fortjeneste, så frygter Ikeas landechef for Danmark Doris Lan ikke en kommende afmatning i dansk økonomi.

- Ikea er en meget velkonsolideret forretning, og det gør os mere modstandsdygtige, når økonomien giver modvind. Faktisk er vi måske bedst, når der er en krise, men vi er omvendt heller ikke immune, siger Doris Lan til nyhedsbureauet Ritzau.

Ikea har imidlertid sænket priserne på over tusinde varer, og virksomheden vil gøre samme med yderligere 1000 varer i det kommende år. Ikea angiver ikke økonomisk afmatning som årsag, men derimod at virksomhedens udgifter er faldet på inputsiden.

- Det har dels kunnet lade sig gøre, fordi vores forsyningskæder er blevet forbedret, og fordi materialepriserne også er faldet. Men det er også et udtryk for, at vi gerne vil være relevante for de fleste og ikke bare de få, siger Doris Lan om årsagerne til prisfaldet på Ikeas produkter.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103