23948sdkhjf

Daells-direktør skyder med skarpt mod møbelbranchen - igen

Der skal skabes større tillid til kunderne i branchen, slår møbelhusdirektør fast

- Det er blevet en personlig agenda, fordi jeg føler mig trådt over tæerne.

Sådan siger direktør i Daells Bolighus, Brian Seemann Broe, til Wood Supply. 

Det sker som opfølgning på den bredside, han sendte af sted mod møbelbranchen i et interview med Ekstra Bladet mellem jul og nytår. 

Med sin mangeårige fortid i dagligvarebranchen, hvor kundernes priskendskab er enormt, undrer direktøren sig gevaldigt over møbelbranchens prisudmeldinger. 

- Det er nærmest pilråddent, sagde han til Ekstra Bladet om de mange rabatter og såkaldte "yoyo-priser" blandt møbelkæderne. 

- Det er ærgerligt, at kunderne går om den varme grød og afventer at købe senge og møbler, fordi de ikke aner, hvad en sådan skal koste, og hvad den har af værdi, uddyber han over for Wood Supply. 

Udfordringen består nemlig i, at der ikke eksisterer lovgivning omkring, hvad møbelvirksomhederne må kalde deres produkter. Så selv om branchen i princippet sælger identiske produkter, kan de være prissat forskelligt, kan Brian Seemann Broe konstatere. 

- Jeg savner noget troværdighed i branchen. Kunderne har ikke tillid til det, vi sælger og det prisniveau, der er i branchen. Som branche må vi have en fælles interesse i, at kunderne er uddannede til at forstå vores priser. Kunderne skal kunne stole på vores prisniveau, siger han. 

Stikke næsen frem

Daells Bolighus-direktøren har ikke oplevet nogen storm på telefonlinjen oven på sit indspark i prisdebatten - men "det forventede jeg heller ikke", siger han. 

Han har dog alligevel fået respons fra nogle leverandører og en enkelt konkurrent, der har rost ham for at tage kampen op. 

- Man kan godt gøre tingene på den rigtige måde, og så må vi se, om kunderne køber den præmis på sigt. Når man stikker næsen frem, må man også være klar til at svare på spørgsmål. Min tilgang er helt sikkert anderledes, end hvad man er vant til i branchen, siger Brian Seemann Broe. 

Han peger på, at det er en mangeårig kultur i møbelbranchen, der skal gøres op med - og det kommer til at tage tid. Og koste kræfter. 

- Det er nok, fordi jeg er vokset op i en branche, hvor det alt sammen handler om kunderne - og i den her branche er det mest af alt rabatter, det handler om.

- Vi er en flok banditter hele bundtet, hvis man spørger kunderne. Og det ønsker vi jo ikke at være, og det er der heller ingen grund til at være, siger Daells Bolighus-direktøren.

Se nøgletal for:
Læs mere om: priser møbler
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437