23948sdkhjf

Investering fra kendt møbelduo: Bordfirma skifter navn og kurs

Med snart ti år på bagen sker der nye tiltag for et Aalborg-baseret træbordfirma, som ser frem til store forandringer i 2024

Mani Pine blev skabt på et træværksted i Aalborg i 2014 med fokus på håndlavede træborde, men lige fra starten har drømmen bag projektet været en anden - og måske går den i opfyldelse nu.

Det skriver lokalmediet Aalborg.nu

Virksomheden, med barndomsvennerne Nicolai Adamsen og Jonas Damm i front, er klar til at tage et kvantespring med hjælp fra et nyt investorpar med stor erfaring fra møbelbranchen.

- Vi har haft fokus på møbler siden begyndelsen. Spiseborde, sofaborde og hylder. Men i takt med el-krise, corona og krig i Europa, kunne vi se, at vi måtte lave en omlægning. Alle disse småmøbler blev et “nice to have”, hvorfor flere valgte dem fra, forklarer Nicolai Adamsen til Aalborg.nu.

- Heldigvis har vi allerede i et års tid arbejdet med flere speciallavede løsninger i form vinreoler, garderober og entrémøbler. Derfor lå beslutningen om at fokusere på større projekter lige til højrebenet. Designkøkkener, badeværelsesmøbler og garderober - men stadig til priser, hvor de fleste kan være med. Det kan vi bare konstatere har gang på jord. Og det var der så også andre, der kunne, tilføjer han. 

Igennem en fælles bekendt mødte de nemlig ægteparret Cathrine og Christian Rudolph-Christiansen, som er kendt for deres succes med møbelfirmaet Sofacompany. 

Og dét viste sig hurtigt at være et match.

Totalt kursskifte

I maj 2021 solgte Cathrine og Christian Rudolph-Christiansen Sofacompany og indkasserede et trecifret millionbeløb. Nu har parret for nyligt valgt at træde ind i Mani Pine.

- Christian og Cathrine er de ideelle sparringspartnere. De er enormt dygtige og har været på en imponerende rejse med Sofacompany. 

- Derudover har de et helt fantastisk team bag sig, som er trådt til og har assisteret os i udviklingen af ny strategi, nye koncepter og nye designs. Og selvfølgelig økonomisk støtte. Sådan en gennemgribende ændring her, den koster jo nogle penge, siger han.

For det er virkelig en gennemgribende ændring Mani Pine står overfor. Faktisk et kursskifte med total rebranding. Nyt navn, ny hjemmeside, nye showrooms og en lang række nye produkter.

- Det er next step. Vi har fra day one gerne ville lave et koncept, der kan levere alt møblement til boligen. Det har været vores drøm fra start, men for to unge gutter er det jo lidt af en mundfuld, så vi har måtte arbejde os op fra bunden, forklarer Nicolai Adamsen og uddyber:

- Det, at Cathrine og Christian er kommet om bord, har givet os nogle helt nye muligheder for at eksekvere hurtigere på den her drøm. Vi vil gerne skabe et kæmpe brand, som kan gå ind og skubbe lidt til den eksisterende køkkenbranche. Vi har gjort meget for at inkorporere vores helt eget udtryk i de nye designs, og derudover kan vi lægge endnu større fokus på vores kundeservice i det nye set-up.

MANI PINE ApS
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 1,2 1,8 0,7
Resultat af primær drift -0,7 0,5 -0,3
Resultat før skat -0,7 0,4 -0,3
Årets resultat -0,6 0,4 -0,3
Balancestatus 2,5 2,9 2,3
Egenkapital 0,7 1,2 0,9
Antal ansatte 5 4 4
Kilde: CVR

- Det kan stikke helt af

Samarbejdet er allerede i fuld gang, men må væbne sig med tålmodighed, hvis man vil være mere om den nye retning for Mani Pine. Virksomheden forventer at lancere deres helt nye identitet i løbet af foråret.

De vil nemlig endnu ikke afsløre, hvad det nye navn bliver.

- Navnet Mani Pine har været der fra start, og kommer af mit navn og min daværende kompagnon Mads. Han er ikke med længere, og i stedet fik jeg Jonas ind som makker i 2016. Meget har forandret sig på 10 år, så det giver rigtig god mening at rebrande virksomheden nu med det her kursskifte. Det er det rette tidspunkt, fortæller Nicolai Adamsen.

Det han til gengæld gerne vil afsløre er, at de åbner et nyt showroom på deres adresse på Danalien 1G i Aalborg. Derudover er de ved at kigge efter showroom i København.

De kommer til starte ud med seks nye køkkener udviklet i samarbejde med dygtige designere, og herefter vil der blive lanceret nye produkter løbende.

- Vi har lært, at vi som en mindre virksomhed faktisk godt kan konkurrere med meget større og meget ældre spillere i møbelbranchen. Vi har indtil videre vundet kundernes tillid solgt store totalløsninger ud fra intet andet end sociale medier, en god snak og materialeprøver i et værksted. Hvis vi kan det, så kan vi også stikke helt af i de rigtige rammer med det her nye koncept, fortæller Nicolai Adamsen. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: træ
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.411