Møbelgigant tror fortsat på royal blåstempling
I forbindelse med det kommende tronskifte mister 104 danske virksomheder deres titel som "Kongelig Hofleverandør". Det meddelte Kongehuset i sidste uge.
En af de pågældende virksomheder er den fynske møbelgigant, Carl Hansen & Søn. Titlen regner administrerende direktør Knud Erik Hansen dog med at beholde, eftersom møbelfabrikanten kun har båret det royale blåstempel i knap et år.
Det fortæller han til Fyens Stiftstidende.
- Forud for vores udnævnelse foregik der et kæmpe arbejde, hvor hoffet sikrede sig, at vi lever op til deres standarder. Vi har kun båret prædikatet siden dronningens fødselsdag, 16. april, og det ville undre mig, hvis vi på den tid har gjort det så dårligt, at vi ikke bliver forlænget som kongelig hofleverandør, udtaler han til regionalmediet.
Direktøren åbner dog op for, at der er en risiko for det modsatte med henvisning til, at den kommende konge får mulighed for at revurdere, om fynboerne fortsat fortjener anerkendelsen.
Carl Hansen & Søn Møbelfabrik er blot én af flere virksomheder i træ- og møbelindustrien blandt de 104 danske virksomheder, som fratages titlen ved tronskiftet 14. januar.
I denne gruppe finder man også virksomheder som Ege Carpets, Randers Handskefabrik, Jysk, Tapet-Café og Le Klint.