23948sdkhjf

Tæppeland fortsætter under nye ejere

En turbulent periode efter Biva Tæppelands konkurs har endelig fået et positivt udfald. 18 af de forhenværende Tæppeland-butikker videreføres af et nyetableret selskab, InHome Tæppeland.
Tæppelands grundlægger Jørn E. Jensen, har siden Biva Møblers konkurs forsøgt at finde en løsning på at videreføre sit livsværk, efter en ulykkelig fusion med Biva Møbler.

Dette er endelig lykkedes i et nyt stærkt skandinavisk samarbejde med norske InHouse Group. InHouse Group, der skal danne fundamentet for InHome Tæppeland, har foruden en stærk økonomisk baggrund, med en omsætning på 300 mio. kr., også etableret sig som markedsleder i Norge og Sverige indenfor salg af løse tæpper.

Særlig ånd videreføres
InHouse Group er en virksomhed i vækst og har fornyligt også købt en svensk detailkæde, der har været medvirkende til en betydelig styrkelse af deres distributionsstrategi.

Med en ejerandel på henholdsvis 65 % til InHouse Group og de resterende 35 % til Jensen Group og partner, har de sammen skabt en solid platform til at drive en mindre, men stærkere kæde af inspirerende butikker med fokus på gulve, løse tæpper og møbler.

Bestyrelsesformand Erik Brennmoen fra InHouse Group udtaler, at det var naturligt at indgå et samarbejde med grundlæggeren af Tæppeland, Jørn E. Jensen, der med Danmarks bedste varemærke indenfor tæpper og gulvbelægning, har præget og domineret markedet i mere end 50 år.

InHouse Group har stiftet et særdeles godt bekendtskab med Tæppeland fra sin tid i Norge, og ønsker sammen med den nye ledelse og medarbejdere, at videreføre den særlige ånd og kultur som Tæppeland besidder.

Nyt navn, samme værdier
Det nye InHome Tæppeland kommer til at tage udgangspunkt i en kæde af butikker, der vil inspirere kunderne med et bredt sortiment indenfor gulvbelægning og møbler til boligen. Man vil desuden møde et højt kvalitetsniveau til særdeles konkurrencedygtige priser med service og rådgivning i højsædet, når man besøger det nye InHome Tæppeland. Med andre ord vil man fortsat møde det koncept og de værdier som Jørn E. Jensen oprindeligt grundlagde Tæppeland på, nemlig godt købmandskab, kvalitet og en god handel.

Et koncept man var kommet for langt væk fra under Biva ejerskabet, udtaler selskabets kommende direktør, Frank Naur Jensen.

For Jørn E. Jensen er det med stor glæde, at han også kan meddele, at flere af hans dygtige og loyale medarbejdere bliver genansat i de butikker, der fortsætter under det nye navn, InHome Tæppeland. Med den nye samarbejdspartner sikres, at kæden udvikles til gavn for både kunder, medarbejdere og leverandører.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078