23948sdkhjf

Nye konkurser: Paustian-virksomheder falder på stribe

Designvirksomheden Paustian med erhvervsmanden Frantz Longhi i spidsen er under rekonstruktion, mens en række tilknyttede virksomheder er under konkursbehandling. Håbet for brandets fremtid er der dog fortsat - muligvis med en ny ejerkreds

Flere selskaber i den turbulensramte Paustian-koncern er nu i problemer. 

1. februar blev fire virksomheder tilknyttet designbrandet nemlig taget under konkursbehandling ved Retten i Aarhus. Det fremgår af Statstidende.

Her er tale om Frantz Longhi Design Group, Paustian Design Management ApS, Paustian2gether ApS og Paustian Design Management 2 ApS, som alle har ændret navn til datoselskaber. Der sker sideløbende med andre virksomheder, som den aarhusianske erhvervsmand, Frantz Longhi, står bag, hvilket indebærer en restaurant og ejendomsselskaber.

Konkursbegæringerne kommer få dage efter, at skifteretten 30. januar indledte en rekonstruktionsbehandling af flere virksomheder i Paustian-koncernen - herunder Paustian A/S, Paustian Holding A/S og Paustian Webshops ApS. 

Paustian Aarhus blev i november 2023 erklæret konkurs. Det indebar den ikoniske Paustian-butik på Lille Torv i Aarhus, mens Paustian Snedkeri A/S, der nu hedder Frederiksen Grenaa A/S, dengang også kom under rekonstruktion.

Mange udfordringer

Som tilbageværende i Paustian-koncernen står altså Paustian A/S, Paustian Holding A/S og Paustian Webshops ApS, som tirsdag kom under rekonstruktionsbehandling. I forbindelse med rekonstruktionerne udsendte Paustian A/S en pressemeddelelse, hvori den nuværende situation beskrives således:

"Coronakrisen og især den høje inflation og rentestigning som følge af blandt andet Ukraine-krigen - samt den heraf følgende tilbageholdenhed hos kunder - har været en udfordring. Ejerne har holdt hånden økonomisk under Paustian A/S i de svære år. Nu skal kapitalen rekonstrueres og styrkes fremadrettet, så Paustian står stærkt, når markedet vender. Både butikssalg, webshop, erhvervssalg, indretningsservice og snedkeri fortsætter helt uforandret."

Af pressemeddelelsen fremgår det ligeledes, at "rekonstruktionen (skal) sikre en stærk kapitalstruktur for fremtiden - eventuelt også med en udvidet/ændret ejerkreds."

Kreditorer kaldt til møde

I samme ombæring som rekonstruktionsbehandlingen er der indkaldt til fodringshavermøde i Skifteretten i Aarhus 26. februar - altså er alle kreditorer indkaldt i forbindelse med rekonstruktionen.

I pressemeddelelsen er advokat Gert Nissen fra DLA Piper beskrevet til at lede processen med at sikre en "stærk, fremtidig kapitalstruktur." Han er også kurator for de fire nyligt konkursbegærede Paustian-virksomheder samt Paustian Aarhus ApS.

I fjor udtalte kurator, at den største del af kreditorerne i konkursboet efter Paustian Aarhus ApS var koncerninterne selskaber.

Gert Nissen er ikke vendt tilbage på Wood Supplys henvendelser. Frantz Longhi har lovet Wood Supply et interview angående rekonstruktionen og fremtiden for Paustian.

PAUSTIAN A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 0,4 8,2 24,6
Resultat af primær drift -14,7 -5,3 0,4
Resultat før skat -30,6 -12,1 -0,7
Årets resultat -26,9 -13,5 3,4
Balancestatus 74,4 85,4 85,1
Egenkapital -14,2 12,7 26,2
Antal ansatte 34 48 47
Kilde: CVR

Artiklen er en del af temaet Krise hos Paustian.

Se nøgletal for:
Læs mere om: design
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.531