23948sdkhjf

Lykkedes med turnaround: Stifter griber roret igen

Indretnings- og messevirksomheden Ambiente er tilbage på sporet, og det bliver igen med stifteren i spidsen

I stormvejr måtte stifter og medejer af Ambiente, Michael Skjødt, for et år siden gribe roret igen. Her gjaldt det om at finde rette kurs i indretnings- og messevirksomheden, der blødte penge efter en ny retning.

Til september kunne han træde tilbage i sin rolle som kreativ direktør. Men tiden i den tilbagetrukkede rolle i Skanderborg-virksomheden er ovre igen. I slutningen af januar blev Michael Skjødt nemlig genindsat som administrerende direktør i Ambiente.

Det er bare ikke en kæmpe koncern, som kræver en administrerende direktør, der overvåger og laver nye strategier. Michael Skjødt, adm. dir., Ambiente

Det skyldes netop det turnaround, som han selv stod i spidsen for i fjor.

- Jeg skal tilbage til roret og fortsætte den gode stil efter februar sidste år. Det handler ikke om bål og brand eller noget af den slags, men vi fandt ud af, at det kørte ret godt med mig i spidsen for den konstellation, som vi satte op dengang, forklarer Michael Skjødt til Wood Supply.

- Ikke særlig svært

Flere systemer blev sat i gang og strammet op, så Ambiente i højere grad og mere præcist kan overvåge økonomien i de forskellige projekter. Derfor mener Michael Skjødt også, at han kan sidde som administrerende direktør og fortsat klare de opgaver, som han sad med som kreativ direktør.

- Jeg har så stærke kræfter i firmaet og et godt samarbejde med vores økonomidirektør. Vi har brugt rigtig mange kræfter på at få styr på det hele, så det er ikke særlig svært at sidde som administrerende direktør for Ambiente lige nu. Det hele kører så godt, at jeg stadig kan bruge mine kræfter på den kreative side og udvikle kunder samt salgssiden på samme tid, siger han og tilføjer:

- Det er bare ikke en kæmpe koncern, som kræver en administrerende direktør, der overvåger og laver nye strategier. Vi har ikke brug for en tung CEO til det, og det har vi bevist gennem det seneste år, hvor der er udviklet et godt setup.

Michael Skjødt afløste for et år siden Helle Bjerre, der havde siddet som administrerende direktør siden oktober 2019. Seneste person på posten, Allan Nielsen, sad der fra 1. september til slutningen af januar.

- Om vi på sigt skal have en anden ind, må vi se på. Måske kommer behovet for, at én træder et skridt op. Det kan godt ske, men det er ikke noget, som vi har på programmet, lyder det fra Ambiente-stifteren.

Se nøgletal for:
Læs mere om: indretning
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.423