23948sdkhjf

Input Interior maner til ro: - Ingen er blevet fyret

En omfattende direktions- og bestyrelsesrokade hos den svenskejede virksomhed har helt naturlige årsager, udtaler direktør 

I denne uge kunne Wood Supply dele nyheden om massive udskiftninger i toppen hos den svenskejede indretningskoncern Input Interior Denmark. 

I virksomhedens svar til Wood Supply lød det, at man var ved at "gennemgå sin organisation", som svar på at den forhenværende administrerende direktør Mille Milehem fratrådte sin stilling 3. maj, men nu maner stifter og administrerende direktør Sune Lennart Lundqvist til ro. 

- Mille Milehem har selv opsagt sin stilling. Det er der intet dramatisk i. Ingen er blevet fyret, og rokaden i bestyrelsen og direktionen skyldes udelukkende hans afgang. 

Han forklarer samtidig, at det var en teknisk fejl, der kortvarigt udnævnte Marcus Westdahl som bestyrelsesformand i ti dage, inden den nuværende formand Ulf Book blev registreret 13. maj. 

Tidslinje: Input Interior Danmark

Bestyrelse: 

  • 18. oktober 2023: Marcus Westdahl fratræder som formand efter 8 år på posten. Sune Lennart Lundqvist overtager. 
  • 3. maj 2024: Marcus Westdahl tiltræder igen som formand. Sune Lennart Lundqvist forbliver i bestyrelsen som menigt medlem. Mille Milehem træder ud af bestyrelsen. 
  • 13. maj 2024: Marcus Westdahl fratræder på ny som formand og bestyrelsesmedlem. Ulf Book bliver ny formand, mens Markus Daniel Eliasson er nyt medlem i bestyrelsen. 

Direktion:

  • 3. maj 2024: Mille Milehem fratræder som administrerende direktør. Sune Lennart Lundqvist tiltræder i stedet.

Kilde: CVR

Men selvom der altså ikke er tale om en afskedigelse i Mille Milehems tilfælde, så bekræfter Sune Lennart Lundqvist dog, at virksomhedens tidligere salgschef Tem Ulsing ikke længere er ansat ved Input Interior Denmark. Han understreger, at der stadig er "en god relation", men har ikke yderligere kommentarer til sagen. 

Den danske COO hos Input Interior Denmark, Charlotte Jensen, fortæller, at man endnu ikke har genbesat den ledige stilling som salgschef. Hun er ikke afvisende overfor, at det kommer til at ske.  

- Vores plan er at vokse og vækste i Danmark, så det er ikke utænkeligt, svarer hun. 

Hvordan hænger jeres ambitioner sammen med fyringen af en forholdsvist nyansat salgschef?

- Vores ambition er ikke at have en salgschef, men at komme ud i marken og fortælle om de løsninger, vi leverer.

Underskudstriologi er ikke en gyser

Input Interior har afsluttet de sidste tre år med en millionunderskud på bundlinjen, men det er ikke noget der skræmmer virksomheden, som ufortrødent fortsætter sine ekspansionsplaner. 

Input interior Denmark A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 7,6 6,6 8,2
Resultat af primær drift -3,7 -4,5 -4,7
Resultat før skat -3,6 -4,7 -4,6
Årets resultat -3,7 -4,7 -4,4
Balancestatus 23,1 25,2 27,5
Egenkapital 11,9 15,6 20,3
Antal ansatte 19 20 23
Kilde: CVR

- For os er det ikke vigtigt, at vi vækster hurtigt, men at vi udvikler os over lang tid, lyder budskabet fra Sune Lennart Lundqvist. 

Og Charlotte Jensen stemmer i.  

- Underskuddene bunder blandt andet i, at vi har været konfronteret med en bølge af udfordringer efter corona, krig, inflation og rentestigninger. Det har en indflydelse på vores og mange andre forretninger, når kunderne forståeligt nok holder tilbage med deres investeringer, forklarer den danske COO. 

Hun peger desuden på, at Input Interior Denmark i løbet af de seneste 18 måneder har investeret markant i blandt andet nye medarbejdere. 

- Det er klart, at det vil få en konsekvens på bundlinjen, men det ser jeg ikke som et udtryk for, at det går dårligt, men at vi har langsigtet plan, siger hun, og forklarer desuden, at man ikke er færdige med at rekruttere. 

Kæmpe aftale i bogen

Charlotte Jensen fremhæver, at Input Interior netop er rykket fra Brøndby til nye lokaler på Østerbro, hvor man lige nu arbejder på at etablere et bæredygtigt showroom, samtidig med man netop har landet en stor kontrakt med Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), som hun kalder "en fantastisk platform at vokse videre fra". 

- Vi har medvind på cykelstien og virkelig mange spændende ting, der ligger for vores fødder. Det skal vi have løst i et tempo, som vi kan være med på, så vi gør det rigtigt. Og så skal vi selvfølgelig holde fast i vores "almindelige arbejde" med at stadfæste vores navn endnu mere. 

Har I været nødt til at genoverveje det tempo, I har lagt for dagen?

- Nej, det er et spørgsmål om at prioritere mellem mange muligheder. Vi skal fortsætte med det, vi er i gang med, for vi høster frugterne lige nu.

Input Interior Denmark er en del af den såkaldte 03.13 SKI-aftale sammen med seks øvrige virksomheder og skal dermed levere møbler til landets offentlige institutioner fra 17. juni 2024, hvor aftalen træder i kraft. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: indretning
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.434