Efter utallige redningsforsøg: Inventa begæret konkurs - igen
Så gik den ikke længere, og den midtjyske inventarproducent, Inventa, er blevet begæret konkurs.
Det sker knap to år efter, virksomheden blev reddet på målstregen i en rekonstruktion i 2022, hvor de to nye ejere Michael Prip og John Svane Hansen tog over med positive forventninger til fremtiden.
Der var da også fremgang at spore i Inventas seneste regnskab, hvor den nye ejerduo formåede at vende flere års underskud til et beskedent plus på knap 100.000 kroner på bundlinjen.
Regnskabsår | 2022 |
Valuta | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 28,9 |
Resultat af primær drift | 1,1 |
Resultat før skat | 0,2 |
Årets resultat | 0,1 |
Balancestatus | 20,5 |
Egenkapital | 0,1 |
Antal ansatte | 39 |
Kilde: CVR |
Ifølge CVR havde Inventa per marts i år 49 ansatte, som nu endnu engang må afvente deres skæbne.
Inventa blev også begæret konkurs tilbage i 2019. Dengang førte fjerde generation af familievirksomheden aktiviteterne videre i et nystiftet selskab, frem til 2022, hvor Michael Prip og John Svane Hansen, som også står bag de to virksomheder Shoconcept og Nordshop Display, tog over.
Wood Supply arbejder på en kommentar fra Inventa.