23948sdkhjf

Front-Z indgår nye storaftaler

Herning-virksomheden har på kort tid indgået to store aftaler, som medvirker til at indfri ledelsens ambitioner om fortsat vækst.
Front-Z er inde i en positiv udvikling, hvor bruttoresultatet er forbedret med over 60 procent i løbet af bare fire år, mens de seneste års investeringer i produktionsudstyr og medarbejderstab har været at aflæse på bundlinjen i en grad, så selskabets egenkapital er firedoblet fra 2009 til 2012.

I løbet af denne måned er det endvidere lykkes at indgå to store aftaler – den ene rangerer som den potentielt største i virksomhedens historie – som samlet vil løfte omsætningen med op mod 10 procent.

Det glæder naturligvis Henrik Linneberg, der er administrerende direktør i den midtjyske lågeproducent.

- Når folk i erhvervslivet siger, at vi er på vej tilbage til tiderne omkring 2007, så svarer jeg, at vi allerede har passeret det niveau, og at jeg nødig vil tilbage dertil, siger han med et grin.

Flere robotter giver ikke færre ansatte
En af nøglerne til succes har været fokus på automatisering af produktionsprocessen, og selv om der stadig florerer skrækhistorier om robotter, som tager arbejdet fra mennesker, så forholder det sig stik modsat hos Front-Z.

- På trods af, at vi sætter robotter ind i produktionen, så stiger antallet af medarbejdere. Om en måneds tid kører vi en ny linje ind, som vil give flere besparelser. Men det betyder ikke, at jeg så skærer i antallet af ansatte, siger Henrik Linneberg, som har set medarbejderstaben vokse fra seks til 60 ansatte i perioden fra 2003 til 2013.

Henrik Linneberg har med glæde noteret sig den seneste tids debat om et øget fokus på erhvervsuddannelserne, for i takt med at behovet for arbejdskraft er steget, har Front-Z-direktøren også mærket, at evner og arbejdsvilje ikke altid er i top hos ansøgerne.

- Jeg har da flere gange oplevet ansøgere, som ikke har været interesserede i jobbet alligevel, fordi det ikke kan betale sig for dem at rejse lidt efter det, når de er på dagpenge. Og det er til trods for, at vi altså ikke nøjes med at betale mindsteløn her i virksomheden, konstaterer Henrik Linneberg.

Alligevel lader han sig ikke friste af muligheden for at flytte produktionen østpå, hvor krav til løn og arbejdsforhold er væsentlig under det danske niveau.

- Nej! Vores primære marked ligger i Nordeuropa, og det skal vi være i nærheden af. Det handler om at kunne levere med kort varsel og at være fleksible, fastslår Henrik Linneberg, som har mulighed for at fordoble produktionen fra den nuværende matrikel på Langvadbjergvej i Snejbjerg vest for Herning.

Læs med onsdag, hvor Wood Supply bringer et længere portræt af Front-Z-direktør Henrik Linneberg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064