23948sdkhjf

Ejer om lukning af My Home: - Branchen vil være presset det næste lange stykke tid

Jan Hallas ser dystert på fremtiden for møbelbranchen, og det tager han konsekvensen af ved at lukke My Home Møbler

My Home Møbler kommer med sine 23 butikker til at lukke.

Det fortalte Jan Hallas fredag til Wood Supply. Han havde håbet, My Home Møbler kunne reddes, da han for et år siden generhvervede møbelkæden for blot en krone. Stifteren havde ellers solgt den i 2017 til svenske BHG Group. 

Men et år efter overtagelsen opgiver Jan Hallas at redde den nødlidende forretning. 

- Branchen er hård, og vi lever ikke op til vores egne forventede tal. Jeg har lovet mig selv og min familie, at hvis jeg ikke kan se lys for enden af tunnelen, vil jeg lukke My Home i rettidig omhu. Og det gør jeg nu, siger Jan Hallas, der er bestyrelsesformand for My Home Møbler.

Møbelkæden har ifølge seneste regnskabsår 142 ansatte. Det er 40 mindre end 2022, men som tidligere beskrevet har My Home set sig nødsaget til fyre medarbejdere. Det er sket i takt med, at butikkerne er blevet reduceret fra 36 til 23 butikker. 

Presset branche fortsætter

Regnskaberne viser desuden blodrøde tal. I løbet af de to seneste regnskabsår har My Home-butikkerne akkumuleret et samlet underskud på knap 50 mio. kr. før skat.

- Jeg tror, møbelbranchen fortsætter med at være presset det næste lange stykke tid. Om det er et halvt, helt eller to år kan jeg ikke fortælle, men det er sådan, jeg ser det. Derfor har jeg valgt at lukke ned nu og på den måde sikre, at jeg betaler hver en krone til dem, der har et udestående, siger Jan Hallas. 

Regnskabet viser en egenkapital på 55 mio. kr., og stifteren er glad for at stoppe, mens der stadig er en fornuftig egenkapital. 

Jan Hallas grundlagde My Home Møbler i 2006, og han er "træt af" at lukke sit livsværk ned. 

- Jeg var helt sikker på, at jeg kunne skabe succes for møbelkæden. Jeg havde ikke forudset, at møbelbranchen ville blive så hårdt udfordret. Jeg troede virkelig på, at jeg kunne opbygge en profitabel forretning. 

Dystre udsigter

Erhvervsmanden var forberedt på, at det ville tage tid at få virksomheden oven vande. Han havde da også budgetteret med et underskud i intervallet 5-10 mio. kr. for 2024 - og at skabe en "overskudsvirksomhed på sigt".

- Vi kan ikke holde de indekstal, vi havde sat os for. Det gør også, at jeg ikke tror det bliver nemmere den næste lange stykke tid, og derfor lukker jeg ned på en ordentlig måde. Jeg ønsker ikke, at andre virksomheder kommer til at bukke under også. 

Jan Hallas har informeret både ansatte og leverandører. Han regner med, at de første butikker lukker om en måneds tid.

- Jeg tager det stille og roligt og lukker i det omfang, det er nødvendigt. 

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063