23948sdkhjf

Ahlsell henter tidligere Lemvigh-Müller-direktør

Christian Herbert er den 1. december tiltrådt som kommerciel direktør hos grossistvirksomheden Ahlsell Danmark.

Som kommerciel direktør får han det overordnede ansvar for virksomhedens salg, butikker, marketing og digitale forretningsudvikling. Han træder samtidig ind som en del af den øverste ledelse.

Christian Herbert kommer med tung kommerciel, strategisk og ledelsesmæssig erfaring fra branchen. Senest har han været co-CEO med det overordnede kommercielle ansvar hos grossisten Lemvigh-Müller, og før det var han CCO hos byggemarkedskæden Optimera. Herudover har han blandt andet været vice president sales & marketing i emballagevirksomheden Brdr. Hartmann samt marketing & sales development direktør i Carlsberg Breweries.

Ambitiøse vækstplaner

Ahlsell Danmark er del af den nordiske koncern Ahlsell med en omsætning på 50 mia. svenske kr. og 8.000 medarbejdere.

Der er ambitiøse vækstplaner i Danmark. Det seneste år har Ahlsell Danmark blandt andet opkøbt tre virksomheder, udvidet sit sortiment og øget kapaciteten på sit robotlager i Billund, så det er det største af sin slags i landet.

Christian Herbert glæder sig til at bygge videre på det, der allerede er skabt.

- Der er bygget et stærkt fundament, så vi i dag tilbyder det bredeste sortiment til industrien og byggeriet. Samtidig viser Ahlsell Danmark vejen frem i branchen på et område som bæredygtighed og ikke mindst bæredygtighedsdata, hvor vi tilbyder en digital løsning, som løser en stigende udfordring for vores kunder. Vi har store ambitioner for vækst og udvikling, og sammen med mit team ser jeg frem til at tage sortimentet, salgsarbejdet og den samlede kunderejse til næste niveau, siger han i en pressemeddelelse.

Stærk konkurrence

Der er flere nye tiltag i støbeskeen. I starten af det nye år åbner Ahlsell Danmark afdelinger med arbejdstøj i udvalgte butikker. Herudover opruster virksomheden på blandt andet køleteknik, hvor der med de stigende klimakrav er et vækstpotentiale.

Claudio Christensen, der er administrerende direktør for Ahlsell Danmark, ser frem til samarbejdet med Christian Herbert, og siger:

- Med sin omfattende erfaring og strategiske tilgang til, hvordan man udvikler stærke kunderelationer, driver vækst og lykkes i et stærkt konkurrencepræget marked, er Christian Herbert den helt rette kommercielle direktør for Ahlsell, siger han.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125