23948sdkhjf

Jysk på skinner: 60 procent af containerne transporteres med tog

Møbelkæden fokuserer på både el-lastbiler og togtransport i deres logistik-setup. Det medfører visse udfordringer, fortæller logistikdirektøren 

Jysk forsøger med to metoder at drive forretningen miljøbevidst: El-lastbiler og tog. 

Forsyningskæden og transporterne er også ved at gennemgå en forvandling, og selv om vejen er fyldt med udfordringer, er der også store gevinster at hente.

Ole Thomsen, logistikdirektør i Jysk, fortæller, at virksomheden benytter sig af elektriske lastbiler, når det handler om distribution; men det er ikke helt så enkelt at skifte en diesellastbil ud med en mere miljøvenlig en af slagsen.

- Vi har el-lastbiler i drift, men vi er nødt til at vælge de ruter, hvor det giver mening, siger han.

- På globalt plan har vi rigtig mange lastbiltransporter, og de fleste af dem foregår over længere distancer. Lige nu er teknologien inden for el-lastbiler sådan, at de - set med vores øjne – ikke er et reelt alternativ til diesellastbiler.

Ingen simpel løsning

At indsætte en elektrisk lastbil er ikke en simpel løsning. Rækkevidden er begrænset, og det kræver et tæt netværk af ladestationer. 

Omstillingen til bæredygtig transport er en elefant, der skal fortæres, og det gør man bedst i mindre bidder, som Ole Thomsen udtrykker det. Så nu er Jysk startet med den bid, der hedder transport af gods fra havnene til distributionscentrene, hvor afstanden er kortere, og elektriske lastbiler virkelig kan gøre en forskel.

Herhjemme gælder det transporter fra havnen i Aarhus og Jysks distributionscenter i Uldum. Her er der tidligere i år indsat to elektriske lastbiler fra Dania Connect på strækningen. De skal køre otte ture tur/retur hver dag.

Jysk forventer at kunne reducere CO2-udledningen på den transport med 37 pct. Derudover skal løsningen give Jysk erfaringer, så virksomheden kan udvide brugen af el-lastbiler til andre strækninger i landet.

Udover brugen af el-lastbiler implementerer Jysk andre løsninger i virksomhedens logistiknetværk for at gøre transport af varer mere effektiv og mindske klimabelastningen.

- Vi kigger blandt andet på, hvordan vi pakker vores paller med varer optimalt, og hvordan vi får flest muligt varer med i transporten. Derudover kan der ofte findes lokale løsninger i forskellige lande, som ikke nødvendigvis fungerer på tværs af hele Europa eller hele verden, forklarer Ole Thomsen.

- Vi har længe arbejdet med klima. Vi ser ikke vores nye initiativer som en forvandling, men som en naturlig udvikling af, at vi i årevis har haft fokus på at drive vores forretning så omkostnings- og miljøbevidst som muligt, siger Jysks logistikchef.

Bruger elektriske tog

Jysk ser på elektrificeringen af transporten som et skridt ad gangen. I første omgang køres de elektriske lastbiler på de kortere ruter. Til de lange distancer bruger Jysk tog.

I flere europæiske lande er tog en effektiv og bæredygtig løsning til at transportere varer. For eksempel bliver containerne fra havnene i Göteborg til Jysks distributionscenter i Nässjö transporteret med el-tog, så langt det kan lade sig gøre, hvorefter el-lastbiler kører containerne det sidste stykke til distributionscenteret. For at få varerne fra distributionscenteret i Nässjö hele vejen til butikkerne i Nordsverige sættes containere igen på el-tog i stedet for at bruge konventionelle diesellastbiler.

Når konventionelle lastbiler, der kører på diesel, er den eneste løsning, gælder det om at få så mange varer som muligt med på transporten. En måde at gøre det på er at sætte to hængere på én lastbil, som kaldes High Capacity Transport eller modulvogntog. 

Denne løsning bruger Jysk for at nå butikkerne i det nordlige Finland. Ved at én lastbil kører med to hængere – i stedet for to individuelle lastbiler med én hænger hver – kan der spares op til 27 procent af udledningerne.

- Nogle steder ligger vores distributionscentre inde i landet. Her gør vi brug af en ’dryport’. Ole Thomsen

Jysk planlægger at teste løsningen med modulvogntog i flere lande, efterhånden som det bliver tilladt på længere strækninger i Europa.

I resten af Europa

Samme set-up med tog og el-lastbiler bruger Jysk i Tyskland, Polen, Ungarn og Bulgarien.

- Nogle steder ligger vores distributionscentre inde i landet med lang afstand til en havn. Det gør det for eksempel i München, Budapest og i Sofia. Disse steder gør vi brug af en ’dryport’, som det sted, hvor containerne lander.

- Når det for eksempel gælder vores distributionscenter i München, ankommer vores containere med skib til Bremerhaven, der ligger ved Nordsøen. Herfra bliver containerne transporteret med tog til en dryport ved München.

- Det er et fokusområde for os. Vi vil, at den indgående transport til vores distributionscenter skal elektrificeres, hvis det er muligt – og det er muligt, når distancerne ligger til det, siger Ole Thomsen.

Udfordringer med tog

Selv om togtransport er en af de bedste løsninger til at reducere CO2-udledningen, er der selvfølgelig også udfordringer.

- En af de største forhindringer er kapaciteten, forklarer Ole Thomsen.

- Et tog har en fast kapacitet, og det kan være svært at tilpasse sig hurtigt til ændringer i efterspørgslen. Og der er også tidsmæssige udfordringer. Der er omlastetid både før og efter selve transporten. Det skal man kunne planlægge med.

- Heldigvis er det ikke frisk fisk, vi sælger i vores butikker. Så på den måde har vi en lille smule mere planlægningsbuffer i vores supply chain til at kunne absorbere de udsving, der nogle gange er i togene.

Hvor meget af jeres gods bliver transporteret med tog?

- Over 60 pct. af containerne kørte i det seneste regnskabsår med tog fra havnene til dryports tæt på vores distributionscentre, svarer Ole Thomsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078