"De små skal eksportere mere"
Handelsministeren præsenterer onsdag en ny SMV-politik, der sigter mod at hjælpe virksomhederne ud på eksportmarkerne.
- Danmark er et land med tusindvis af små og mellemstore virksomheder, med dygtige og engagerede folk. De producerer varer og serviceydelser af meget høj kvalitet, som sagtens vil kunne eksporteres til andre lande. Og det skal vi blive bedre til herhjemme, for når de små og mellemstore virksomheder eksporterer mere, skaber det alt andet lige flere arbejdspladser i Danmark, siger Nick Hækkerup.
Ifølge ministeren skabes der 600-700 nye arbejdspladser i Danmark hver eneste gang dansk eksport stiger med en milliard kroner. Danske små og mellemstore virksomheder bugner af produkter, ideer og services, som kan sælges til et meget større marked end det danske. Men springet ud på eksportmarkedet er stort og ofte skræmmende. Desuden kræver det kapital.
- For mig som handelsminister handler det om at smøger ærmerne op og gør hvad vi fra politisk side kan gøre for at fjerne de hindringer der er for små og mellemstore virksomheder. Vores nye SMV-politik skal sikre, at Eksportrådet, væksthusene og Eksportkreditfonden arbejder tæt sammen for at støtte SMV’erne i at komme i gang med at eksportere mere, siger ministeren.
Regeringens nye SMV-politik præsenteres under Dansk Eksportdag i dag på VIA University College. Eksportdagen er arrangeret af Eksportrådet i samarbejde med Væksthus Midtjylland og Region Midtjylland. På dagen har virksomhederne mulighed for at møde Eksportrådets rådgivere fra hele verden. Det ventes at op mod 250 virksomheder deltager.