Kort nyt fra træ- og møbelbranchen
Wood Supply samler stort og småt fra branchen. Læs i dag om JJ Møbler, HTH og XL Byg.
58-årige John Johansen lukker JJ Møbler, som har haft til huse i Danmarksgade i Aalborg gennem 36 år.
I begyndelsen rådede butikken over et areal på 220 kvadratmeter, som med tiden er udvidet til 1.000 kvadratmeter. John Johansen har endnu ikke sat en dato for lukningen. Lejemålet opsiges, når alle butikkens møbler er solgt. (Kilde: Midtvest Avis).
HTH i Ølgod har i dag 19 maskinsnedkerlærlinge samt otte elever i administrationen. Det samlede antal elever og lærlinge ventes at stige i de kommende år, hvor der både i 2014 og 2015 skal ansættes 15-18 salgselever.
- Målet er, at vi i 2015 har mere end 60 elever på vej igennem systemet fordelt på 35-40 salgselever, 20 maskinsnedkere og 8-10 administrationselever, siger direktør Lars Bay-Smidt. (Kilde: JydskeVestkysten).
Borris Tømmerhandel lukker
Senest den 28. februar lukker XL Byg i Borris i forbindelse med, at aktiviteterne flyttes til hovedafdelingen i Sdr. Omme.
- Jo mindre sted, man har sin tømmerhandel, desto sværere er det. Omkostningerne er for store, siger Leif Christensen, der er direktør i XL Byg i Sdr. Omme. (Kilde: Dagbladet Ringkøbing-Skjern).