Portræt: Den indre slægtsgård og familiedæmonen
Høj begavelse forpligter benhårdt, og prisen er urimelig. Vi har mødt Niels Duedahl, årets leder 2013.
2
Billeder
- Er man højt begavet, er man benhårdt forpligtet, mener Niels Duedahl. Foto: David Wedege
- Kunderne vælter ind i hobetal, og hvorfor gør de det? Det er utroligt enkelt. Det er ikke fordi, vi har de bedste systemer. Vores systemer er nogle møgsystemer. Nej, de vælter ind i hobetal, fordi vi definerer kundeservice helt brutalt enkelt: For det første holder vi, det vi lover. Og hvis noget går galt, så er vi til at få fat i, siger Niels Duedahl. Årets leder i Danmark og topchef for SE - det tidligere Syd Energi.
At spørge Niels Duedahl er som at starte en endeløs harddiskafspiller. Eller én lang og tyk og bastant talestrøm. Altid overbevisende overbevist. Altid direkte og sommetider grov i sproget. Er noget pissedårligt, så er det pissedårligt. Aldrig tøver han med, hvad han vil sige og hvordan det skal siges.
Han tøver kun, hvis man spørger til hans ømme punkt, og det ømme punkt er prisen for det hele. Men ikke prisen for SE's vekselstrøm eller bredbåndsabonnementer.
Niels Duedahl fører ordet som den strenge familiefader ved bordenden. Siden 2009 har han været alfaderlig frontfigur for SE, og ordet alfaderlig er helt hans eget. Hans faderbevidsthed popper altid op med få minutters mellemrum, så man skulle tro, at det er spøgelset efter Niels Duedahls forlængst afdøde farfar, som i dag styrer SE.
Og det er måske lige netop tilfældet.
- Min far og farfar var utroligt stærke mennesker. Den særlige Duedahl-ånd, jeg har fået med mig i tilværelsen - den har betydet alt for mig, fortæller han.
Så historien om Niels Duedahl starter på landegnen ved Vejle cirka et halvt århundrede før, Niels Duedahl overhovedet blev født.
Der blev hans farfar derimod født. Og som søn af en fattig husmand lykkedes det for hans farfar at stige socialt i tilværelsen og bryde flere klasseskel. Farfaren fik sin egen gård, og i 60 år kørte han rundt og dækkede tag fra morgen til aften.
Hvor hans farfar måtte ud og arbejde allerede som 8-årig for at tjene penge til familien, så kunne Niels Duedahl dog selv vente med at arbejde til at han fyldte 11.
Men så skulle han også med sin farfar ud og dække tage. Fra tidlig morgen og til sen eftermiddag. Hver dag i sommerferien for en slat lommepenge. Og Niels Duedahl er taknemlig for det, han lærte om livet og om arbejdslivet.
- I 60 år sendte han aldrig en ekstraregning til sine kunder. Opdagede han for sent et råddent spær, som gjorde det dyrere for ham, så var det kun ham selv, der ikke havde gjort sit forarbejde godt nok. Han gjorde aldrig nogensinde, nej aldrig! sit eget problem til kundens problem, siger han.
Selv om Niels Duedahl voksede op hos sine forældre i Varde, hvor faderen var politimand og moderen lægesekretær, så prægede farfarens landlige miljø ham så meget, at han kun havde i hovedet at blive landmand som voksen.
Han tog det derfor som en fornærmelse, da hans far holdt en konfirmationstalen og sagde til sønnen Niels, at Niels sikkert endte på et kontor en dag.
- I dag ved jeg, at det var det her, han tænkte på, men jeg syntes, det lød så kedeligt. Jeg troede, han regnede mig for at være komplet idiot, siger han.
Efter en upåklagelig studentereksamen var det også kun traktorførerhuset, der trak i Niels Duedahl, men hans kæreste var anderledes tiltrukket af København og studielivet. Og da Niels Duedahls eksamenspapirer ikke fejlede noget, så overtalte kæresten ham til at lade traktoren stå og flytte med til København for at studere.
Næsten helt modvilligt lod Niels Duedahl sig indskrive som stud.polit på Københavns Universitet midt i 80'erne, og han blev helt forbavset over, hvor mange tal der skulle tærskes på det taltunge økonomistudium.
- Jeg var helt blank og uvidende. Jeg troede, det havde meget mere med politologi at gøre.
Og træt af tal, som han var, var det nærmest ren viljestyrke, der overhovedet slæbte ham igennem det første års tid, fortæller han. Indtil Niels Duedahl bladrede i Jyllands-Postens jobsektion og blev klar over, hvilken spændende verden, som åbenbarede sig for ham.
Med kronisk kvalme over at omgås sine overfladiske medstuderende, som han oplevede som forkælede og flyvske velhaverbørn fra Nordsjælland, så fandt han sig til rette i et studiejob i Boligministeriet og senere i et pengeinstitut, som også ansatte Niels Duedahl på fuld tid, da han dimitterede og kunne skrive cand.polit på visitkortet.
Men kort tid efter ville Niels Duedahl bare hjem til Jylland. Der skulle hans børn vokse op. Det var han ikke spor i tvivl om. Så han blev ansat hos Jyske Bank i Silkeborg.
- For mig betyder det bare noget, at de får noget af det, som jeg fik i min opvækst, forklarer han.
Efter ansættelsen i banken arbejdede han sig hurtigt op i chefhierarkiet hos teleselskabet TDC. Han fortæller, at han stræbte mod toppen, og det opfattede andre i lederhierarkiet som øretæveindbydende, og derfor løb han også ind i lussinger.
Efter et kortere ophold i toppen for TeleBilling i Sønderborg, blev han i 2002 hentet til Lego, som økonomisk var på vej ned i et sort hul. En sej udfordring, men også en drengedrøm for Niels Duedahl. For Lego ligger lige i midten af køreruten mellem familiens slægtsgård ved Vejle og det barndomshjem i Varde, hvor Niels Duedahl voksede op.
- I hele min barndom har jeg utrolig ofte kørt forbi de fabrikker og har altid sagt til mig selv, at der vil jeg gerne arbejde. Ja, skæbnen er sommetider sjov. Hvilken dreng vil ikke gerne arbejde for Lego? Og pludselig er jeg chef for alle Lego-fabrikker i verden. Er det ikke fantastisk?
- Det er en fantastisk virksomhed men en utrolig stærk kultur. Folk kæmper virkelig for kollektivet, og kulturen er så stærk, at medarbejderne har enorm selvjustits. På Lego kan man ikke køre på halvt gear. Det gør det til en nem virksomhed at være leder i. Det er pissesvært at forlade Lego, siger han.
Men det gjorde han alligevel i 2009 efter at medvirket til at endevende hele Lego-organisationen, flytte fabrikker og lukke fabrikker og "smide 6000 leverandører ud", som han selv beskriver det.
Med sig som afskedsgave fik han et unikum af en Lego-traktor med grise på lad, som nu pynter i karmen på chefkontoret i Esbjerg. Fordi de kaldte ham for "grisebonden", og det er landmandsslægtningen Niels Duedahl kun pavestolt over at blive kaldt.
Egentlig var det ikke ham selv, der søgte væk fra Lego. Under et Lego-besøg i Boston ringede mobiltelefonen, og en headhunter tilbød ham jobbet som topchef for Syd Energi. Han siger, at udfordringen tændte ham.
- Jeg så en gammel monopolkultur og et fiberprojekt til milliarder, som var kulsejlet og som ingen kunder havde. Det fascinerede mig, for jeg bliver trigget af en svær opgave.
Med et meget stærkt kapitalgrundlag hos SE, så han et langsigtet projekt, hvor han ikke behøvede at "vende hver en femøre". Og han så muligheden for at give SE den stærke virksomhedskultur, som han tog med sig fra Lego. Sammen med et slæb af syv øvrige Lego-mellemledere, som fulgte med ham.
- Det blev faktisk et helt eksperiment for mig, og det er tankevækkende, så meget effekt, det har givet, siger han og remser op af alle resulteterne. Om en indtjening, der er eksploderet. Om bredbåndskunder, der forlader hovedkonkurrenten TDC og nu "vælter ind i hobetal."
Ifølge Niels Duedahl, fordi SE med groveste enkelthed fokuserer på, at for bredbåndskunder er ordentlig kundeservice altafgørende for, hvor de er kunder.
Hele SE-konstruktionen behager en jordbunden bondedreng, når hundreder af "gode jyske mænd", som han kalder dem, er samlet til repræsentantskabsmøde, som er virksomhedens øverste myndighed. SE er ejet af 270.000 elforbrugere.
- Mange ville løbe skrigende bort, men jeg er venstremand, og jeg elsker at stå i et forsamlingshus. Andelsbevægelsen handler om at stå sammen om et projekt og gøre noget, som gavner uden for virksomheden, mens en kapitalfond bare skal sminke et lig og se at få det solgt, siger han.
Han er glad for, at SE ikke bare handler om at skovle penge ind, men ifølge ham selv også er en virksomhed, som vitterlig medvirker til at accelerere den digitale udvikling og omstiller til vedvarende og mere miljørigtig energi.
- Det er som at arve den fædrende gård i tredje eller fjerde generation. Man har pligt til at aflevere den i bedre stand, end da man overtog den! Sådan er SE for mig. Er det ikke bare fedt at kunne arbejde ned noget, der er kommercielt og som banker de andre hjem, mens man gør noget godt for samfundet?
Lego gjorde ikke Niels Duedahl til platicstøber, og SE har heller ikke gjort ham til kabelmand. Niels Duedahl, som fagforeningen Lederne kårede til Årets Leder, opfatter sig helt enkelt som leder. Og lederopgaven - synes han i grunden - er såre enkel.
- Man skal kunne inspirere folk og få folk med sig. Jeg har aldrig læst nogen managementbog, for jeg tror ikke på, de har gjort nogen til bedre ledere. Det er noget, man skal kunne som menneske, og jeg kender ingen, der er blevet bedre til at mobilisere sine medarbejdere, fordi de læste en bog.
Og han er rent tilståelsesvis selvglad over sin rolle som leder. Han føler, at lederrollen cementerer stadig mere i ham, og han er ikke selv i tvivl om sine menneskelige kvaliteter.
- Jeg spørger tit mig selv, om jeg kunne tænke mig at være min egen chef. Og ja, det kunne jeg. Kunne jeg også tænke mig selv som ven? Ja, det ville jeg også kunne holde ud.
Men kunne du tænke dig selv som far?
For første gang i en time afbryder Niels Duedahl sin massive talestrøm, og der er pludselig bomstille på kontoret i et halvt minut. Da han taler igen, er han nærmest spag og sænker hastigheden til det halve.
- Det er et godt spørgsmål. Virkelig godt spørgsmål, sukker han nærmest og nævner sine tre store døtre.
- Nej. Jeg er ikke tilfreds med mit eget faderskab. Jeg har været for meget væk, erkender han.
- Jeg elsker mine børn. Men de har betalt en stor pris for min karriere. Det synes jeg ikke, de har fortjent. Ville jeg gøre det om? Det er et godt spørgsmål.
En del af prisen for karrieren, var en skilsmisse, som kom midt under Lego-tiden, hvor Niels Duedahl nærmest boede i en kuffert, som hvileløst fløj verden rundt, mens Lego-fabrikker blev lukket, åbnet og flyttet.
Det er tydeligvis et kæmpe paradoks for Niels Duedahl, at hans eget familieliv har betalt en høj pris. For Niels Duedahl er netop den mentale familiearv, der har drevet ham igennem karrierem, og familien alt, lader han temmelig ofte forstå.
Det er også af familiære grunde, at han bor i Nørre Vildstrup uden for Vejle, hvor han fra sin egen landejendom kan kigge over til slægtsgården, hvorfra han kørte ud som barn og dækkede tage med sin farfar.
At føle sig rodfæstet og i kontant med sine rødder - det betyder alt for Niels Duedahl.
- Den dag, jeg står nøgen ude i rundkørslen en regnvejrsdag i november, hvor jeg har mistet alting - hvem er der så tilbage? Min familie er der. Det kan jeg love dig ved. Og der er mange af mine 1800 LinkedIn-connections, som pludselig er meget langt væk. At det er Niels, som nogle tilvælger og ikke min rolle - det betyder noget for mig, siger han.
- Jeg tror, jeg holder helt utroligt fast i det, fordi jeg er pissebange for at miste det.
Og alligevel har familien betalt en urimelig høj pris. Så høj, at det gør ondt, når han tænker på det.
- Det er måske derfor, jeg er et skrøbeligt bløddyr for mine børn, når jeg er sammen med dem.
Hele den familiære tilgang præger også hans tilgang til lederskab, når han selv skal beskrive det. En tæt og familieagtig ledelseskultur, som han tog med sig fra Lego.
- Vi er meget tæt knyttede i direktionen og holder virkelig af hinanden Vi krammer hinanden utroligt ofte, og vi spørger hinanden, hvordan det går med privatlivet, siger han.
Han understreger, at en meget klar forskel på en rigtig familie eller et rigtigt venskab og så en virksomhed som SE.
- Og det er, at jeg kan gøre det helt slut i løbet af 15 sekunder! Det er en forgængelig relation, og det ved alle. Det kan slutte på 15 sekunder, og jeg er overdommer. Det kan jeg ikke med mine egne venner eller med min egen familie.
Fordi arbejdsrelationen er forgængelig, føler han derfor behov for at stille visse grænser op for forholdet til medarbejderne.
- Jeg understreger, at jeg aldrig kunne drømme om at invitere nogen hjem en lørdag aften og drikke et glas rødvin med én eneste af mine medarbejdere. Det ville være grænseoverskridende for mig, for det her er en forgængelig relation. Jeg skal kunne afslutte den uden at jeg ligge og holdes vågen om natten over det.
Og selv om SE er som en fædrende gård for ham - en arv, man skal passe på, så lægger han ikke skjul på, at også hans eget forhold til SE kan slutte på 15 sekunder.
- Jeg er glad for at være her, men det er ikke her, jeg bliver pensioneret, for er der en endnu større virksomhed derude, der kan udfordre mig, så vil helt klart overveje dét. Er det her nok? Nej. Det bliver aldrig nogensinde nok.
Men hvornår er noget nok for dig?
- Det bliver det aldrig. Jeg slipper aldrig af med følelsen af, at jeg har noget at bevise.
Han vender tilbage til sin farfar. Tagdækkeren. Det kan godt være, at farfar "blot" var tagdækker, og at Niels er topchef for en milliardomsætning.
Men det er ikke den status, der betyder noget. Arven efter hans farfar er den velsignelse, som har drevet ham fremad i tilværelsen. Men også et tyngende åg på skuldrene, som aldrig vil forsvinde. Og han vil heller ikke undvære det.
- Somme tider taler jeg om ham, som var han en dæmon. Jeg har også talt med en psykolog om det. Det, der forfølger mig hele livet, er ikke, om det lykkes mig at blive mere end tagdækker. Det handler om den ordentlighed og tårnhøje arbejdsmoral, som han havde. Den føler jeg, at jeg har pligt til at leve op til. Jeg føler, at han sidder deroppe og kigger ned på mig.
Den livsetik vil han også give videre til sine egne døtre, som nu er 16, 18 og 22 år gammel.
- Jeg føler at jo ældre de bliver, desto mere har jeg at give dem, som de kan bruge. De er også utroligt stolte af deres far, siger han.
Og selv om han ikke vil være nogen familiedæmon, så er han klar til at forpligte næste generation i Duedahl-klanen. For er man højt begavet, så er man også benhårdt forpligtet.
- Jeg måler dem ikke på karakterer. Jeg måler dem på indsatser. Vi er udstyret med forskellige kvaliteter, og dem skal man altid få det bedste ud af. Vi er her alle på jorden for at aflevere den som et bedre sted, end da vi kom.
