23948sdkhjf

Snedkerne: Ekstra indsats det hele værd

Snedkeruddannelserne er stadig ukendte for mange unge, men sidste uges DM i Skills har hjulpet på udbredelsen.
Hvis man ønsker at arbejde med træ, skal man tage sig en uddannelse som tømrer. Sådan synes opfattelsen at være hos mange uddannelsessøgende unge og deres forældre, og det skal der ændres på.

Derfor stillede Snedkernes Uddannelser med en stor stand foruden standene til de fire konkurrencefag ved DM i Skills, hvorfor uddannelserne havde omkring 700 kvm. at brede sig over i Gigantium.

Og indsatsen var det hele værd, mener Ole Egemose, der er uddannelseskonsulent hos Snedkernes Uddannelser.

- Det har været en kæmpe succes. Både med hensyn til de fysiske rammer og alle de besøgende. Der er virkelig blevet sat fokus på erhvervsuddannelserne, og jeg kan fra vores egen side mærke, at der har været en stor interesse for de stande, vi har lavet. Både udstillingsstandene, hvor vi præsenterede fagene, og konkurrencefagene, siger han.

Læs også: DM i Skills blev en kæmpe publikumssucces

Med flere end 42.000 besøgende fra torsdag til lørdag slog DM i Skills alle hidtidige rekorder, og det var med til at sætte deltagerne i konkurrencefagene under et ekstra pres.

- Det faglige niveau har været højt, men jeg tror også, det kom bag på mange af deltagerne, at så mange mennesker kiggede på og havde en kommentar med på vejen, siger Ole Egemose, som også selv fik lov at besvare en del spørgsmål fra de besøgende.

- Der blev især spurgt ind til, hvor man kan tage de forskellige uddannelser, hvordan fremtidsudsigterne for fagene ser ud og hvordan det står til med jobsituationen. Mange var overraskede over, at vores fag overhovedet findes. De tror, at den slags arbejde bliver lavet i udlandet.

Læs også: Snedkeruddannelse gør indtryk på pigerne

Snedkernes Uddannelser ser allerede nu frem mod næste års DM i Skills, som afvikles i Bella Center på Amager, men inden da skal tiden blandt andet bruges på at lancere en Facebook-profil og et nyt site, som især retter sig mod unge, der har en uddannelse i forvejen.

Endelig har Snedkernes Uddannelser tre mand ansat til at køre på landevejene i Danmark med information om uddannelserne.

- De unge og vejlederne er meget positive og tager godt imod os. Så nej, vi sporer ingen modvilje overhovedet. Vi skal bare ud og få fortalt folk, at vi eksisterer. Og jeg vil sige, at optimismen lige nu er stor, konstaterer Ole Egemose.

Årets vindere med relation til træ- og møbelbranchen:

Møbelpolstrer
Kirsten Kjeldberg Hansen, Aabenraa. Skive Tekniske Skole / Kjærs Auto- og Møbelpolstring.

Møbelsnedker
Thomas Rørvang, Vejle. Syddansk Erhvervsskole.

Bygningssnedker
Peter Boye Larsen, Marstal. Svendborg Erhvervsskole / Ærø Møbler.

Maskinsnedker
Jan Reenberg Nørby Kristensen, Lemvig. Skive Tekniske Skole / Bækmarksbro Kistefabrik.

Artiklen er en del af temaet DM i Skills.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078