Skovby fortsætter fremgangen
Regnskabsåret 2012/13 udviklede sig bedre end forventet og blev det bedste på denne side af finanskrisen.
Virksomheden fra Galten ved Aarhus måtte – som mange andre i branchen – se omsætning og indtjening falde betydeligt med finanskrisens indtog i 2008. Men takket være en solid ordrebeholdning og en effektiv tilpasningsstrategi lykkedes det at fastholde de sorte tal på bundlinjen.
Skovby valgte herefter at tackle krisen offensivt ved at skrue op for produktudviklingen og investere flere ressourcer i salgsarbejdet. Allerede sidste forår kunne administrerende direktør Preben Rasmussen i et interview med Wood Supply fortælle, at det på de fleste markeder så mere positivt ud end længe, og han kan nu konstatere, at det også i 2012/13 er lykkedes at vinde markedsandele.
For regnskabsåret 2013/14, der løber frem til udgangen af august, er forventningen en yderligere stigning i såvel bruttoindtjening som resultat efter skat. Udviklingen vil dog ” i væsentligt omfang være afhængig af udviklingen i valutakurser og de generelle økonomiske konjunkturer på de primære markeder ”, skriver Skovby i sin ledelsesberetning.