23948sdkhjf

Studerende produktudvikler for Dolle

Den nordvestjyske trappeproducent henter ny inspiration i konkurrencen Innovation Cup.
Udbyttet har været stort for både Dolle og de studerende fra Aalborg Universitet, som netop har afsluttet et forløb i Innovation Cup – et koncept hvor studerende inviteres til at udvikle nye idéer til en specifik virksomhed.

Vinderne blev gruppen bag konceptet ’Raise’ til Dolles nye terrassekoncept, som er første skud på stammen i Dolles vision om at skabe øget værdi i boligen ved at udnytte eller skabe adgang til ubenyttede rum.

- Vi ville fange trenden med ’urban gardening’, hvor det grønne kommer helt tæt på mennesker i storbyerne. Vores idé var at skabe noget tilsvarende, som passer til den almene familie, forklarer studerende Helene Høyer Jensen.

Ifølge key account manager John Tadashi Jørgensen fra Dolle har vinderne formået at tilføre ekstra værdi til livet på terrassen. Det åbner op for nye muligheder i den videre udvikling af Dolles terrassekoncept.

- Det har været meget inspirerende med friske øjne og nye forslag. De studerende har alle formået at tænke ud af boksen, så vi har fået en række frugtbare idéer, som vi nu kan arbejde videre med, siger John Tadashi Jørgensen.

Lodret køkkenhave med integreret vandingssystem
Vinderproduktet ’Raise’ er en komplet, lodret køkkenhave med et integreret vandingssystem, som kunderne kan tilpasse deres egen terrasse både højdemæssigt, men også ved at skabe vægge, som kan skygge eller beskytte mod sol og vind.

Den er udviklet specifikt til Dolle, som havde bedt 31 studerende om at reflektere over livet på terrassen. Hvordan bruges den? Hvem bruger den? Og er det muligt at forlænge sæsonen ved at designe produkter, som giver terrasselivet en ekstra dimension?

Samtidig var det vigtigt, at de studerende forstod at udvikle produkter, som har en naturlig sammenhæng med Dolles gelændersystem, Prova Alu Basic, der er en løsning til gør-det-selv-folket, så man selv kan skabe sin egen terrasseløsning.

Vellykket samarbejde mellem virksomhed og universitet
I Innovation Cups udvikles nye idéer specifikt til den enkelte virksomhed, og det er baggrunden for konceptets succes, forklarer projektleder og dommer Joan Knudsen fra Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning

- Det skaber en fantastisk synergi, når studerende kan afprøve deres idéer og nye viden på etablerede virksomheder, der til gengæld tilfører know how og giver de studerende brugbar sparring, siger Joan Knudsen og suppleres af lektor Kaare Eriksen fra Aalborg Universitet:

- Vi kan mærke Innovationsnetværkets meget store erfaring med at sætte virksomhedssamarbejde op, og det betyder, at dette forløb har været blandt de mest velfungerende, jeg har deltaget i. Dolle er samtidig en meget åben virksomhed at arbejde med, og vi håber derfor, at vi også fremover kan løse opgaver sammen, siger Kaare Eriksen.

Innovation Cups 2. præmie gik til et fleksibelt el-system, som sikrer strøm til terrasselivet og 3. præmien til et ’skuffesystem’, som kan integreres på terrassestolper og bruges til planter og opbevaring. Dolle vil nu i gang med at gennemgå alle forslag og på baggrund heraf vurdere, om der skal arbejdes videre med et eller flere af dem.

Innovation Cup
Innovation Cup afholdes af Development Centre UMT og Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

På få uger får bolig- eller beklædningsvirksomheder udviklet nye designs af bl.a. designere, arkitekter og studerende fra design‐, arkitekt‐ og produktionsteknologiuddannelser.

I tværfaglige grupper arbejder de involverede med en konkret opgave, direkte afledt af virksomhedernes behov for design‐ og produkt- eller konceptudvikling.

Formålet med Innovation Cup er at udbygge og sikre samarbejdet mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Samtidig er Innovation Cup med til at promovere nyt, dansk design og synliggøre danske virksomheders innovationsevne.

Se mere på www.innonetlifestyle.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125