23948sdkhjf

Fynsk træfabrik har rejst sig efter konkurs

To tidligere ansatte har med succes videreført det tidligere Woodpa efter konkursen sidste år. Det har reddet arbejdspladser og 250 års anciennitet.
- Vi har altid haft en tro på, at det kan lade sig gøre, men vi er kommet så godt af sted, at selv jeg er blevet overrasket.

Ordene kommer fra Steen Vadstrøm, som for et halvt år siden blev virksomhedsejer, da han og Mikael Slot Christensen overtog konkursboet efter Woodpa i Odense. De to kollegaer havde henholdsvis 30 og 15 års ansættelse i virksomheden bag sig, da den daværende ledelse måtte dreje nøglen og sende medarbejderne hjem den 9. november 2013.

Med solid opbakning fra Moelven, der er fabrikkens største kunde, besluttede de sig for at starte op på egen hånd, og den 1. december var produktionen i Göteborggade igen i omdrejninger – med hele den tidligere bemanding til at betjene maskinerne. Det første halve år er gået bedre end forventet, og Odense Træbearbejdning, som den nye virksomhed hedder, ligger på nuværende tidspunkt foran sine budgetter.

- Vi har skåret en direktør og en kontormand væk, mens resten af staben er gået lidt ned i løn mod til gengæld at få del i en bonusaftale. I modsætning til den tidligere ejer indgår både Michael og jeg i produktionen. Vi har meget lettere ved at tjene penge, når vi står ude i maskinrummet frem for at sidde inde på et kontor, lyder Steen Vadstrøms umiddelbare forklaring på, hvorfor han og Mikael Slot Christensen indtil videre ser ud til at lykkes med at bringe fabrikken tilbage på ret kurs.

Trætte på den gode måde
Hvis alt går vel, vil Odense Træbearbejdning have skabt et resultat på et pænt sekscifret beløb, når første regnskabsår afsluttes ved udgangen af 2014. I det næste halve års tid handler det ifølge Steen Vadstrøm om at ” komme derudaf ” med fokus på at tilrettelægge produktionen bedst muligt. Men på lidt længere sigt skal kundekredsen udvides.

- Vi har ikke haft sælgere de sidste mange år, så når vi kommer rigtigt i gang, skal jeg ud på landevejen. Der ligger et uopdyrket marked som underleverandør på delkomponenter i mindre mængder; små specialprodukter hvor vi med vores ekspertise kan gøre os gældende. Samtidig er der stadig en del byggemarkeder og trælaster i Trekantsområdet og på Fyn, som ikke kender os, siger Steen Vadstrøm.

Odense Træbearbejdning udfører alle former for forarbejdning af træ og forventer i år at omsætte for et sted mellem 6 og 7 millioner kroner. Ambitionen er at vokse med en million kroner årligt gennem et fokus på nye kunder kombineret med en bedre indretning af produktionen og en mere effektiv logistik. Men det er hårdt arbejde, erkender Steen Vadstrøm:

- Hverken Michael eller jeg tæller vores timer, men vi har nok arbejdet dobbelt så meget som en normal fuldtidsansat de sidste halve år. Vi er trætte – men det er på den gode måde, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062