Nyt grønt initiativ fra EFG
Kontormøbelproducenten vil tilbyde kunderne hjælp til at sælge de brugte kontormøbler og styrke CSR-profilen.
For kunden er fordelene, at de, udover at spare penge, kan styrke CSR-profilen med donation og få sikkerhed for, at de overskydende dele bliver genbrugt.
- Indretning af nye kontorer skal skabe trivsel og effektive arbejdsgange. Men det er også vigtigt at handle miljøvenligt med bæredygtige løsninger og hjælpe andre i samfundet til gavn for den sociale profil, siger Sigurd Leth, adm. direktør hos EFG, om baggrunden for lanceringen af den nye service.
”Reduce, reuse og recycling” er en service, som EFG tilbyder ved nye indretningsprojekter. Processen tager udgangspunkt i en vurdering af, om nogle af de gamle møbler kan sælges og til hvilken pris. Herefter foretages en vurdering af, hvilke møbler, der kan doneres til skoler, NGOer og andre nonprofit organisationer. Til sidst sørger EFG for, at de møbler, der hverken kan sælges eller doneres bort, bliver skilt ad og sendt til genbrug eller forbrænding.
Når det sidste møbel er kørt væk, får kunden en udførlig rapport med information om de besparelser, der har været i projektet. Det oplyses også, hvilke møbler, der er doneret til hvem og hvilke elementer, der bliver genbrugt.
- De møbler, som vi ikke kan sælge, donerer vi typisk til skoler og NGO-organisationer. De sidste møbler, som er for slidte, sender vi til forbrændingen, hvor de bliver skilt ad og genbrugt enten i industrien eller som energi. Hele processen tager fem dage, hvor vi sørger for, at der hverken er overlap af møbler eller mangel på møbler, så folk kan arbejde, forklarer Pelle Halling, Manager Sustainable Asset Management hos EFG.