23948sdkhjf

Ung designduo vinder Time to Design 2014

Chudy & Grase – alias Jasmina Grase fra Riga og Nils Chudy fra Berlin – er den 7. vinder i konkurrencen for unge lovende designere.
Den 27. august blev årets vinder af Time to Design afsløret på Statens Værksteder for Kunst. Vinderen blev i år til en ung designduo, Chudy & Grase, alias Jasmina Grase fra Riga og Nils Chudy fra Berlin.

Niels og Jasmina er begge nyuddannede designere fra Design Academy Eindhoven, men har længe haft planer om et professionelt samarbejde. Det samarbejde er opstået nu, og sammen har de vundet Time to Design-prisen.

- Vi tror på, at kommunikation er vejen frem, når det gælder design i dag. Vi er dybt fascinerede af folk, der formår at kommunikere deres arbejde ud via ukonventionelle kanaler. Vi er ikke ude på at ændre verden, men vi har en drøm om at skabe design, der spiller en rolle for nogle mennesker og på en eller anden måde har en indflydelse på deres hverdag, lyder der fra de to vindere.

Vindere af Time to Design
2014: Chudy & Grace
2013: Sangheyok Lee
2012: Catherine Aitken
2011: Millia Seyppel
2010: Siren Elise Wilhelmsen
2009: Lanzavecchia+Wei
2008: Anne Romme
At lege med grænsen
Chudy & Grase har en vision om ”at efterlade et spor i verden”. Vinderprojektet ”Viewpoint” skal afspejle denne vision.

- Under vores research til ”Viewpoint” faldt vi over det faktum, at mennesker, der lider af en depression ser verden gennem mere realistiske briller end raske mennesker. Det betyder, at de fleste af os ikke ser verden, som den virkelig er – og hvorfor skulle vi også det? Det er langt sjovere at lege med grænsen mellem det vi kan, og det vi ikke kan se. Det inspirerede os til at udforske affekter, der kan tricke vores perceptionsevne, og helt naturligt kom vi frem til et spejl, fortæller duoen.

Projektet mundede ud i et spejl monteret på et lyspanel. Du kan glide det runde spejl på det nubrede lyspanel og selv bestemme, om du vil se dig selv eller din refleksion, der til sidst vil forsvinde ind i det hvide lys.

Time to design blev uddelt første gang i 2008 og er en international talentpris rettet mod designere i begyndelsen af deres karriere. Prisen inkluderer et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst, 50.000 kr., doneret af Træets Arbejdsgivere, 14 dages udstillingsperiode i Normann Copenhagens Flagship Store, udstilling på Stockholm Furniture Fair 2015, samt karrierevejledning fra Danish Design Organization, Design Denmark.

”Viewpoint” er så godt som færdigt, og juryen har derfor bedt Nils og Jasmina om at udtænke et nyt projekt, som de skal arbejde på under deres ophold på Statens Værksteder for Kunst. Valget er faldet på produktionen af en lyskilde ved navn ”Circle”, der er så spinkel og enkel i sin konstruktion, at man knapt kan skelne, hvor lyset kommer fra.

Passion for at skabe nyt, inspirerende design
Juryen har bestået af repræsentanter fra partnerne bag prisen; Frederik Hardvendel (direktør på Statens Værksteder for Kunst), Poul Madsen (direktør og stifter af Normann Copenhagen), Jesper Pagh (redaktør på Arkitektens Forlag), Michael Eirup (konsulent i Træets Arbejdsgivere) samt Jacob Herold (Design Denmark). Hertil kommer tre gæstemedlemmer; Margrethe Odgaard (designer), Ikko Yokoyama (kurator og forfatter, Japan/Sverige) og Nicolai Wiig Hansen (designer).

Uddrag af juryens begrundelse:
”Juryen ser Chudy & Grase, som et nytænkende team drevet af talent og dedikation. Deres arbejde bærer præg af en passion for at skabe nyt, inspirerende design. Styrken i deres samarbejde ligger både i idégrundlaget og i æstetikken. De to designere lader til at stille høje krav til deres eget arbejde, og samtidig formår de at stille de sig kritiske overfor, hvilken betydning design har eller bør have i vores samfund”.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.799