PA Savværk storleverandør til Danmarks første fsc-certificerede hus
Det fsc-certificerede savværk fra Korinth, PA Savværk, står bag trægulve og indvendig beklædning i forfatter og foredragsholder Signe Wennebergs 100 % fsc-certificerede sommerhus, der er under opførsel i Vejby ved Nordsjælland.
- Som FSC-certificeret virksomhed er vi stolte af at være en del af dette spændende projekt og bidrage til at skabe opmærksomhed omkring bæredygtig og miljøvenlig træproduktion. Vores valg af at være 100 % danskproducerende bunder i sagens natur også i vores interesse for en sund og bæredygtig produktion - hele vejen fra skov til stue, siger direktør Kim Axelsen fra PA Savværk.
Wennebergs sommerhus bliver opført med bæredygtigt træ fra ende til anden med selv fundament og isolering i træ. Hermed adskiller det sig fra de fleste andre FSC-byggerier rundt om i Europa og Verden, og kvalificerer det til FSC-certificeringen.
Foruden gulvene leverer PA Savværk også træ til den indvendige beklædning af vægge og lofter til sommerhuset.