Kreativiteten slippes løs i Industriens Hus
Offentligheden kan se med, når Danish Design Makers slår de første streger til de møbler, der skal udstilles på næste års imm i Köln.
I regi af foreningen Danish Design Makers (DDM) har de unge designere taget hul på arbejdet med de møbler, som foreningens medlemmer udstiller på imm-messen i Köln i januar 2015.
- Mange nysgerrige udstillingsgæster og besøgere i Industriens Hus har i ugens løb kunnet se blyanter fyge over papiret, kobbertråd bukkes og bøjes, og træ splintres i en bearbejdning af endnu ufærdige tanker, og for DDM har det været en unik lejlighed til at invitere udefrakommende ind i designernes ellers lukkede og spændende verden, skriver danishfurniture.dk.
Sidste chance for at opleve de unge designere i aktion er i dag, hvor udstillingen har åbent indtil klokken 17.00.