23948sdkhjf

Søstrene Grene satser på salg af interiør

Den familieejede danske kæde har udviklet en kollektion af boliginteriør, herunder sofaborde og trækasser. Lanceringen gav omsætningsrekord i mange af butikkerne.
Søstrene Grene har valgt at satse på interiørprodukter. Det er et område, som den familieejede danske kæde har store forventninger til, og forbrugerne har taget imod med åbne arme. I Aarhus var der eksempelvis flere hundrede meters kø foran kædens butik, da de nye interiørprodukter blev lanceret.

- Vi har glædet os meget til at introducere vores nye interiørkollektion med egne designs, men vi havde ikke turde håbe på, at der ville være så stor interesse for produkterne. Mange af vores butikker i Danmark og Europa har slået deres omsætningsrekord, og produkterne blev revet væk, siger Cresten Grene, kreativ direktør i Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

- De seneste to år har vi leget med tanken om, at vi godt kunne tænke os at gøre boligafdelingen lidt større. Vi står stærkt på de sociale medier, hvor vi fandt ud af, at kunderne var interesserede i noget, der var lidt større end en fyrfadsstage, siger Chresten Grene til business.dk.

Fredagens omsætning i Søstrene Grenes danske butikker lå 336 pct. højere end på en almindelig fredag.

Produkter med nordisk præg
Et af de mest populære produkter i efterårskollektionen er et sofabord med bambusben. Bordet er inspireret af 1950’erne og 60’erne og blev lanceret allerede i foråret.

Til interiørkollektionen hører også trækasser i asymmetrisk design, en minimalistisk trådkurv i sort metal, pudebetræk med tekst, trælysestager, opbevaringsæsker og trærammer med egne kunstnerkort. Ifølge Søster Grene er alle designer-produkterne blevet taget godt imod.

- Tanken var at skabe nogle lækre interiørprodukter i et tidssvarende design til små og skæve priser. Vi har prøvet at finde vores egen stil. Produkterne har et nordisk præg, og vi har taget de strømninger, vi ser i vores omgivelser, og inkorporeret det i designet, forklarer Cresten Grene til epn.dk.

Egne designere
Fælles for interiørprodukterne er, at der er stillet høje krav til funktionalitet og æstetik. De er udviklet og designet af kædens egne designere og findes kun hos Søstrene Grene, skriver Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

- Vi har lyttet til vores kunder, og de har efterspurgt æstetiske boligprodukter til en god pris. Her har vi følt, at vi kunne bidrage, og det er faktisk en naturlig forlængelse af vores eksisterende varegrupper, siger Mikkel Grene, der er adm. direktør hos Søstrene Grene.

Den nye kollektion blev introduceret den 5. september 2014 og vil blive solgt i alle kædens butikker.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11