VIDEO: Danske designtalenter på spil i London
Arkitektskolen Aarhus, Kunstakademiet og Teko deltog i sidste uge i London Design Week. Udstillingen "Danish Made" blev lidt af et tilløbsstykke, og fire af de studerende kan nu se frem til at få deres design sat i produktion.
3
Billeder
"Danish Made" på Tent London under London Design Week. (Foto: Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning).
Ifølge Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning, der er en af partnerne bag projektet, etablerede de studerende mange kontakter, som nu skal følges op blandt arkitekter, journalister, bloggere og producenter.
"Danish Made" blev vist for første gang i foråret under møbelmessen i Milano, og for fire studerende fra Arkitektskolen Aarhus har turene til de to europæiske storbyer været en særligt stor succes. Malene Lillelund og Anne Mette Thygesen samt Maja Bøgh Vindbjerg og Lærke Bo Poulsen kan således se frem til at få deres stoledesign sat i produktion hos designvirksomheden Woud.